Det Levende Bord er et projekt, der, på tværs af social status, alder og etnicitet, inviterer byens borgere med til et alternativt middagsselskab for at fejre de små ting i livet som en del af Aarhus2017. Det er et nytænkende projekt, hvor samskabelse og fællesskab er i centrum. Fonden2017 har udvalgt Det Levende Bord til at være en del af festivalen ”Little Rebellions”, som løber af stablen fra d. 19-26. august 2017, hvor projektet skal afvikles 14 gange.
Formålet med Det Levende Bord er at skabe en kunstnerisk ramme, hvor deltagerne bliver opmærksomme på værdien af deres eget bidrag i store og små fællesskaber. Projektet sætter fokus på, hvor enkelt det kan være at bidrage til fællesskaber ved at skabe forbindelser til hinanden gennem non-verbale handlinger og personlige fortællinger.
Projektet er opstået ud fra en brændende trang til at styrke vores evne til samhørighed og sammenhæng i en tid, hvor der er brug for oplevelser, der kan være med til at styrke empatien og respekten for hinanden. Et af formålene er således at skabe grobund for konstruktiv dialog, der overskrider samfundsmæssige og sociale opdelinger. Dette skal gøres med Det Levende Bord. Det er et sted, hvor man møder ”de andre” i en fælles, sanselig oplevelse.