Flemming Riedel

Flemming Riedel

@riedel · medlem siden 20. august, 2015
Kort fortalt – sådan da...Flemming Riedel, født i Fiskens tegn i 1954 - i skyggen af efterkrigsårene som den ældste i en børneflok på fire.Voksede op i Brønshøj-Husum – i et almennyttigt rækkehus, hvor hele kvarteret myldrede med børn i alle størrelser.Skolebænken stod på Husum Skole, som på mange måder blev arnestedet for det voksne liv, der fulgte efter barndommen.Midt mellem hjemmet og skolen lå fritids- og ungdomsklubben Smørhullet, som blev hans ungdomsarbejdsplads med diskotek for bydelens unge, filmforevisninger med Gøg & Gokke på det hvide lærred, teaterture, politiske emne-aftener, kano- og udlandsture – op og ned gennem Europakortet samt ture over Atlanten til Guds eget land - USA samt børnecirkus, klubblads-redaktør og meget andet.En HF-eksamen blev det til – og hvervet som civil værnepligtig erstattede soldatertjenesten, hvorefter han søgte ind på læreruddannelsen og tog linjefag i håndarbejde og frikadelle-sløjd. Han nåede lige at være færdiguddannet og virke som lærer i godt tre måneder, da han blev hyret som redaktør af månedsmagasinet Ungdom & Fritid – og kort efter ansatsom redaktionssekretær ved 14-dages bladet Danmarks Amtsråd i midten af 80'erne, samtidig med at den frygtede sygdom AIDS blev opdaget. Efter et par år som initiativrig journalist i sundhedssektoren ringede telefonen fra Boligselskabernes Landsforening. De havde brug for en kreativ journalist. Og sådan blev det. Af sted og i gang med at lave videofilm, bøger, pjecer og stribevis af artikler om det at bo almennyttigt – sideløbende med etableringen af børneforeningen Miljødetektiverne, for at engagere børn i boligområderne til at spare på vandet, varmen og sørge for at de voksne ikke smed deres affald alle vegne. Og så pludselig ringede telefonen igen. Det var fra forsikringsselskabet Kgl. Brand, som havde brug for en til at udvikle sociale aktiviteter som led i deres virksomhed. Det blev til den i dag landsdækkende forening Natteravnene med mange og spøjse oplevelser. Og så skete det igen: Telefonen ringede: AOF's Landsforbund stod lige og manglende en kommunikationskonsulent. Af sted igen og så i gang med at skrive og fortælle om livet i aften- og dagskolerne – lige indtil den aften, hvor en rejse til Sverige blev afbrudt af en stor elg, som absolut ville kigge nærmere på bilens forrude - og så gik det galt. Knald og bang – og en tur på sygehuset af de ikke helt korte ophold.Sideløbende med det professionelle liv har der været plads til mange og spændende oplevelser som aktiv i foreningslivet – både det politiske og det rent fritidsbetonede. Fra den politiske kogebog har været retter som vælgerforeningsmand, politisk redaktør, aktivist og kakerlak på Christiansborg – samt sparringspartner for en række politiske koryfæer i starten af nullerne.Flere end 34 år i børne- og ungdomsfilmens verden som idé-generator, kasserer, næstformand og bladsmører med ufatteligt mange artikler om børn og film – og hvad der kan ske på det store lærred. Etableringen af DET BLÅ HUS i Rødovre som møde-og aktivitetssted for 100vis af børn, unge og voksne er blot et af eksemplerne på de mange resultater, der er blevet skabt i kølvandet på mennesket med den krøllede hjernebark.Læreruddannelsen blev starten – og den blev brugt i nogle år i slutningen af 00'erne - og i den seneste håndfuld år har jobbet som ”Natpotte” på den lokale døgntank på Østerbro været omdrejningspunktet for de smørklatter, som ethvert brød gerne skulle fyldes med – herunder diesel, cigaretter i hård pakke og masser af franske hotdogs samt ikke mindst mange gode samtaler med bunkevis af forbipasserende kunder, som troede, de blot skulle have en haps-dog serveret. I dag er vi fremme ved det mest langvarige projekt af dem alle: Kliche-ordbogen ”NOGET MÅ DER GØRES”, som er samlet over en periode på 25 år – og som nu endelig er blevet udgivet – både i bogform og som brætspil til gavn for de mange, som gerne vil dykke længere ned i det danske sprog - og samtidig have det sjovt. Og ikke mindst for de mange, der gerne vil have det danske sprog endnu bedre ind under huden – på den muntre facon.Samlermani – ja! En samling på omkring 4.212 små nisser stables op overalt i boligen hver gang julen banker på døren. Resten af året er de pakket ned – men formerer sig alligevel i mørket. Mærkeligt! På væggene hænger ca. 158 medaljer fra det meste af Europa og den store verden – mens tonerne fra Elvis strømmer ud fra højtalerne.Og børn: Ja – fem styks er det blevet til: Tre sønner og to døtre samt børnebørn af den unikke slags.Meget er nævnt – en del er glemt; men mere fås ikke for den fem-øre.









Partnerskaber