Livet på Langeland

Om projektet

Støt fotobogen med arbejdstitlen "Langeland - i vadestedet mellem nostalgi og næste generation". Forlagene er ikke meget for at udgive fotobøger længere, og hvis ikke vi får fuld finansieret vores kampagne her, må vi (foreløbigt) lade et års arbejde gå i glemmebogen.

DEN LILLE PAKKE ER DEN STORE

VIGTIGT: For at få de sidste midler i hus, inden kampagnen udløber, har vi besluttet, at krydre indsamlingen med ekstra gode sager! Alle der støtter med 250 kr. får fra i dag af fotobogen tilsendt og for bare 100 kr. kan du støtte bogen og få et flot fotoprint på 20 x 30 cm tilsendt. Donerer du 350 kr. eller derover får du fra 3. januar og frem den store pakke med bog, print og invitation til udstilling og reception. Dette gælder selvom der står noget andet i højre side. Disse oprindelige incitamenter lader sig ikke ændre, desværre. TUSIND TAK FOR DIN STØTTE!


Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Folk fraflytter øen, og Langeland har Danmark højeste andel af 65 + borgere, og i 2015 vil de udgøre 30 procent af øboerne. Men for journalist med speciale i interview og fortællinger, Jannie Schjødt Kold og den prisvindende (tidligere Politiken) fotograf, Jakob Carlsen, er det ikke den historie, der er interessant at fortælle.

Vi fortæller historien om dem, der bliver.

Formålet med fotobogen med fortællende journalistik, dybdegående interviews og reportager fra Langeland er at skabe et modbillede til de triste briller, øsamfundet ofte ses gennem. Bogen er sat til udgivelse i 2014.

Vi tror på, at en sådan samlet, kvalitetsbåret og tidløs fortælling, som Langeland aldrig har haft, styrker den kollektive selvforståelse, giver stolthed, sammenhold og en øget vished om svagheder og styrker.

Vi bestyrer en Facebook-side, hvor vi er i dialog med langelænderne og løbende fortæller om vores arbejdsproces, lige som vi har været i lokalavisen ØBOEN flere gange. Vores projekt er fremskredent og næsten flyveklart, men mangler medfinansiering til den faktiske produktion og tryk af bogen.

Følg os på  www.facebook.com/langelandsbog

ET ØJEBLIKSBILLEDE

Bogen er i sagens natur et øjebliksbillede, men i vores valg af fotos og portrætinterviews lægger vi vægt på det tidløse, det særlige og det specielle ved at leve på Langeland. Vi er ambitiøse og går altid efter at være med langelænderne der hvor de lever og arbejder.

Vi har således været med Egon Nielsen fra Bagenkop ude at fiske og fået historien om hans far, der druknede under fiskeri, og om hvordan Egons ældste søn senere forsøgte sig med fiskeriet, men måtte gå i betalingsstandsning. En personlig skildring af det erhverv, der har været et af Langelands største, men som i dag mest lever videre som erindring og som fritidsfornøjelse.

På samme måde var vi med til Hanne og Ole Tveds sidste høst på slægtsgården Møllebjerggaard. Parret er gået på pension, har forpagtet jorden ud og bliver indtil videre boende i det stuehus, som familiens aner har boet i siden 1650. Gården lader sig svært sælge videre til næste generation med de priser og vilkår, der er i dag, og overalt fortælles en historie om jord og slægt. Det er som om Langeland sine steder stadig er en tidslomme, hvor netop denne forbindelse endnu ikke helt er kappet.

Langeland står dog samtidig i et vadested mellem nostalgi og næste generation, og mange steder får man fornemmelsen af, at hvis ikke disse historier bliver fortalt nu, så bliver de det aldrig.

FOTOUDSTILLING

Vores projekt er stærkt lokalt forankret. Billeder fra bogen blev således udstillet i december måned på Langeland Bibliotek i Rudkøbing, hvor vi holdt midtvejs-reception og mødte endnu flere imødekommende langelændere.

Når bogen er færdigtrykt har vi en idé om at lave en udstilling over flere steder på øen, dels for at udnytte dens specielle og lange udformning og dels for at få langelænderne og turisterne lidt mere rundt på øen. Der kan – til tider og trods de bare 52 kilometer – være langt fra syd til nord. Vi tror på, at en samlet fortælling kan være med til at styrke Langelands udvikling på længere sigt.

HVEM ER VI

Jakob Carlsen er en prisvindende fotojournalist, tidligere Politiken, har udgivet flere fotobøger, bl.a  ”Outcast” om Indiens kasteløse folk, der blev nomineret i to kategorier ved POYi og PDN i USA 2012. Laver potræt- og reportagefotos for en lang række danske og udenlandske fagblade og magasiner. Jannie Schjødt Kold er freelancer, featureskribent og kulturjournalist ved dagblade og magasiner som Information, Politiken, Kristeligt Dagblad og Euroman. Hendes speciale er interview og fortællinger.

Kontakt os med idéer, spørgsmål, ris eller ros på:

Jannie Schjødt Kold, mail@janniekold.dk, Janniekold.dk

Jakob Carlsen, fotograf@jakobcarlsen.dk, Jakobcarlsen.dk

Tusind tak for din tid!

LÆS SMAGSPRØVE PÅ BOGEN HER:

Læs uddrag af historien om Bagenkop-fisker Egon Nielsen, hvis hele liv bortset fra halvandet år i Odense som soldat, har udspillet sig i den lille fiskerby, på havnen og på det hav, hans far druknede i, da Egon var 11 år. En af de skæbnefortællinger vi folder ud i bogen om Langeland. En fotobog med fortællinger, der bliver udgivet i 2014 efterfulgt af en fotoudstilling.

Båden rumler og klokken er 07.10, da Egon Nielsen hæver trawlskovlene i et langt, sejt træk. Det store net løsnes og spætterne glider fra hinanden i et glinsende nu. En torsk spræller i dynget af fisk, gisper lydløst og møver sig frem. Fiskene ryger ind og ud af de store hænder. Klaskes på målebrætter af træ og finder deres standmæssige plads i to orange vaskebaljer til henholdvis de store og de mellemstore fisk. De små ryger med en sikker håndbevægelse over rælingen, hvor mågerne holder sig til. Egon Nielsen og hans ven, Hans-Erik arbejder som på en fabrik. Som ved hænderne, før synet når øjenene, hvilken fisk der skal på gulvet i det rindende vand og i hvilke kar. Da karret på dækket er tømt, og fangsten er gjort op, er Egon Nielsen tilfreds.
”300 kg spætter, to kg ising og en enkelt torsk, det er da godt nok,” siger han og smiler et lettelsens smil.
Sidst de var ude, var nettet tomt.

”Som fisker er du enten helt oppe at flyve, fordi du har haft en god fangst eller helt nede at dykke, fordi du intet får i nettet. Det kan virkelig vende,” siger Egon mens madpakkerne findes frem. Det er Hans-Eriks kone, der har smurt dem. Rødspættefileter på rugbrød. Chokolader i farvet papir til dessert.
”Du kan godt have en fornemmelse for fangst, men det er ikke noget, du kan regne med,” funderer Egon Nielsen, mens han gumler på førersædet.
Dialekten er bagenkopsk, hvor en torsk udtales ”tø'sk” og Bagenkop bliver til ”Barn'kop”.
”Jeg tror ikke, man kan fiske uden at tro,” siger han så og tager sig til halsen, hvor guldkæden med symbolerne for tro, håb og kærlighed hænger.
En gave fra Karen Margrethe og børnene til Egon Nielsens halvtredsårige fødselsdag.
”Håbet for mig er at mine børn vil styre uden om ulykker og få en uddannelse, kærligheden er til dem derhjemme, og tro er ham vi takker for at vi kommer i land igen,” siger Egon Nielsen på sin umiddelbare facon og med en viden om, at det sidste ikke altid er tilfældet.
Det var om morgenen den 15. april 1958, en dag hvor solen stod som den gør nu over de græssende vilde heste på skråningerne. Den 11-årige Egon og hans fem søskende lå og sov i det kammer, de delte, da bedstefaderen, der var havnefoged i byen, vækkede dem. Manden med den lange frakke og havnefogedkasket bar på en tung nyhed: Hans søn, Egons far, var druknet, blot 40 år gammel.
”Hans ben var blevet viklet ind i trawlet, da de var ved at sætte det ud, og han var røget med over,” siger Egon.
Hans store ansigt folder sig sammen i et dystert udtryk.
”Min mor skreg jo, og det gjorde min bedstefar også, så det var noget voldsomt.”

De andre på båden havde trawlet efter faderen, men ikke fundet ham. To timer senere havde en anden båd fået ham i nettet, og Egon husker, at de kom og sagde, ”at de havde hittet ham”.

”Jeg troede jo, det betød, han var i live,” siger Egon, hvis hjerte sank til bunds, da fire mænd kom bærende med hans far på en dør. Viklet ind i et sejl op til hans blålige ansigt.
”De lagde ham på stuegulvet, og der blev han liggende, til han blev begravet fire-fem dage efter.”

Tiden derefter blev tavs. Man talte ikke om det der var sket. Forsøgte børnene at nævne ulykken, stak moderen i et hyl, husker Egon. Økonomisk forandrede tiderne sig dog til det bedre.
”Der var blevet lavet en indsamling i byen, og vi fik udbetalt månedlige forsikringspenge af sognefogeden, der agerede værge for os,” siger Egon, der har tjent sine egne penge, siden han var 10 år.
”Jeg gik ned og hjalp med at losse bådene.”
Et hårdt arbejde, der senere skulle sætte sig som slidgigt. Men også et stort ansvar for en 11-årig dreng.
”Min storebror var flyttet over til min farmor, og mine to ældre søskende var piger, så det blev mig, der skulle være den voksne mand i huset,” siger Egon.
Luge ukrudt, sætte kartofler, passe de andre børn og passe sit arbejde på havnen. Noget hans mor slog og truede ham til at gøre.
”Hun var kun 34 år, da hun blev alene med seks børn, og dengang var det udelukket at finde en anden mand, så det forklarer det jo,” siger han, men har alligevel haft det som sit fremmeste fortsæt i livet, at sådan skulle hans egne børn aldrig have det.

Og det har de heller ikke haft. Egon Nielsen har nok været meget på havet, men Karen Margrethe har været tilsvarende meget derhjemme.

”Jeg har spurgt pigerne efterfølgende om de har manglet deres far,” siger Egon Nielsen, ” men de siger, at det gjorde de ikke, for de vidste hvor jeg var, og de kunne altid ringe.”
Telefonen var opfundet, også på det store skib ”La Mer”.