Om projektet
Mit navn er
Kristina Anna, jeg er en dansk sangerinde og sangskriver, der med sange på hjerte, guitar i favnen og frimodigheden svingende i pendultakt, optræder, skriver og udgiver mit eget musik. Jeg har store ambitioner og arbejder målrettet for at nå dem.
Min musik er dansksproget, fortællende og poppet i songwritertraditionen, med et tvist af melankoli og blød rock. I 2011 udgav jeg, i samarbejde med mit daværende band, min debutplade
Flygtig Og Ensom:
”Sang og musik udgør en let genkendelig helhed, og Kristina Anna er dejlig ukrukket i sin sang, der leger lidt med uskyldigheden og orkestret bidrager med et veloplagt akkompagnement…. Kristina Anna er stadig ufærdig, men her er vitterlig noget at arbejde videre på”. Gaffa: ***
Det seneste år har jeg primært optrådt som solist, jeg har skrevet sange til og arbejdet hen imod et nyt album, som nu langsomt er ved at finde sin form og kommer til at bære titlen;
Sulten I Seng. Det bliver et personligt album, der med en flertydig titel går tæt på og som vil bære præg af mange forskelligrettede sindsstemninger. Omdrejningspunkter som lidenskab, uretfærdighed, stilhed og krig, fremmedgjorthed, løsrivelse, kærlighed, tilgivelse og umættelighed, vil følge den udviklende musikalske proces.
For at få sangene til at finde de rette vinger, har jeg været i tre forskellige studier. Undervejs har jeg udfordret mig selv musikalsk, på den måde har jeg
udforsket og nærmet mig mit personlige udtryk. Derfor vil du i musikken kunne spore forskellige tilgange, dog stadig med en rød gennemgående tråd.
Derudover er min ambition at udgive en poesibog med de tekster, tanker og digte der ikke er blevet til sange. Teksterne er skrevet i den, hidtil, mest eksistentieludfordrende periode i mit liv. Jeg har længe haft lyst til at dele mine lydløse ord med jer, men det er kun blevet ved drømmen. Nu har jeg besluttet mig for, at være modig og udgive dem, som supplement til sangene, under samme titel;
Sulten I Seng.
MEN, den uheldige kombination af høje ambitioner, vilde drømme og et lavt budget gør, at jeg nu ydmygt beder
dig om at købe mit projekt på forhånd. På den måde vil jeg, ved din hjælp og støtte kunne få projektet gjort færdigt og trykt det inden udgangen af 2013.
Du kan til højre herfor, se hvilke muligheder der er for at støtte og hvordan du gør.
TAK fordi du har klikket dig hele vejen hertil. Jeg håber du stadig er nysgerrig, og derfor har lyst til at støtte mig og min musik, ved at købe min musik på forhånd.
Du vil som
crowdfunder, modtage musikken før den officielt udkommer og jeg vil ligeledes inviterer dig til en særlig releasefest kun for crowdfundere.
Jeg sender kindkys og nejer i ren
taknemlighed!
/Kristina Anna
Besøg mig på
www.kristinaanna.dk -
www.facebook.com -
www.soundcloud.com - #kasnyeindspilningsprojekt