medlem siden 22. februar, 2014
NV(V)IVD er forkortelsen for Når Vandene (Virkelig) Ikke Vil Deles - to opsætninger/happenings med samme afsæt, men to forskellige slutninger. Udover de to happenings vil vi lave en kortfilm om baggrunden for historien.
NV(V)IVD er første projekt for iscenesættelsesgruppen, Inspired by Bullshit - en kreativ gruppe, som beror sig på at lave iscenesættelser som, i større eller mindre grad, bryder med det traditionelle teaters form og normer. Vi ønsker at gøre teater og kulturelle oplevelser mere tilgængeligt, spontant, mystisk, hverdags-baseret, ungdomsrelateret og mest af alt - ikke afhængigt af scenen. Da bullshit som sådan kan være hvad som helst, for hvem som helst, er der meget få grænser for, hvad projektet kan udvikle sig til.
Startskuddet for Inspired by Bullshit, NV(V)IVD, er som sagt to happenings med hver deres slutning.
Den grundlæggende handling for de to happenings er relativt simpel – to mænd står på hver sin side af Sortedams Dosseringen med hver deres megafon, og erklærer deres kærlighed til hinanden tværs over vandene.
Tematisk er vi meget fascinerede af det paradoksale i en utrolig intim og skrøbelig situation mellem to mennesker, som pludseligt bliver blæst ud over København igennem megafoner. Denne skrøbelighed føler vi bliver understreget i gennem deres påklædning – de står afklædte, blottede midt i det offentlige rum og deler en samtale som nok ville være bedre egnet til soveværelset eller et andet intimt rum. Det spændende ved opsætningen er rummet, det udspiller sig i. Plottet er corny og kliché, hvilket er meningen, da vi finder at dette neutraliseres af det offentlige rum.
Oprindeligt er NV(V)IVD tænkt som en kommentar til homoseksualitet i Putins Rusland, men beskæftiger overordnet med frustrationen i afstanden og følelsen af at længes efter nogen eller noget - og det er en universel følelse, den enkelte tilskuer kan relatere til hvilken som helst hverdagssituation, der måtte være relevant for vedkommende, eksempelvis:
- Den fysiske eller mentale afstand i et forhold
- Det usagte mellem far og søn
- Risikoen ved at være ærlig omkring sine følelser og overfor sig selv
- Ens egne drømme og samfundets forventninger
Da projektet foregår så offentligt, og tematikken er så bred, er målgruppen alle, der måtte finde en form for mening i en af ovenstående problematikker - eller som blot kommer forbi og synes opsætningen virker interessant. Der er altså ingen defineret grænse for denne.
Da Inspired by Bullshit, og dermed også NV(V)IVD, primært foregår non-profit ville en crowdfunding gå til alle materialer og rekvisitter påkrævet. Derudover er ikke-økonomiske bidrag selvfølgeligt også mere end velkomne -hvidt undertøj, megafoner, leje af cykelbåd, hvide masker, videokamera, en kop kaffe til skuespillerne.