Om projektet
Kunstbog med dokumentationer af mine stedspecifikke værker i Udkantsdanmark
--
Afrunding og lodtrækningJeg har så meget optur over jeres opbakning i forbindelse med min finansiering af min kunstbog, at jeg nu udlodder to ældre værker.
Dette foregår ved en lodtrækning, hvor alle, der har bidraget til min crowdfunding - uanset beløbets størrelse, kommer med i puljen.
Malerierne er fra 2006, signeret og måler 90x70cm hver for sig. Der vil være to vindere, da værket deles op i to.--
Jeg er i mål med min crowdfunding og derfor opjusterer jeg nu med et par ekstra goodies.
- Har du støttet eller ønsker du at støtte med f.eks. 200-499 kr. så modtager du nu automatisk to signerede A4-fotos. En fordobling!
- Har du støttet, eller ønsker du at støtte med 500-749 kr., vil du udover en signeret udgave af bogen også modtage et signeret A4-foto fra bogen.
- Du kan også vælge at forhøje en tidligere donation, så du ved f.eks. 200 kr. kan få bogen med i pakken ved at smide yderligere 300 kr.
- Desuden tilbyder jeg, når crowdfundingen er vel overstået, at alle kan blive nævnt i bogen ved navns nævnelse som en tak. Dette uanset beløbets størrelse.
--
Kære nysgerrige,Igennem de sidste syv år har jeg arbejdet anonymt og gennem min kunst levendegjort og dokumenteret fortællingen om Udkantsdanmark i form af stedsspecifikke oliekridt-tegninger i nedrivningstruede bygninger rundt om i landet. Nu står jeg frem under eget navn og ønsker at dokumentere syv års skjult arbejde igennem en kunstbog med indlagte grafiske værker. Det er denne bog jeg søger realiseret via crowdfunding.
Projektet vises i form af bogudgivelsen, grafiske tryk og fotografier som en hel udstilling hos Format Artspace, København fra oktober til december 2014.
Redegørelse for projektet og intentionen med det
Der er steder, som det moderne samfund helst vil undgå, og som kommuner helst vil rive ned, så der kan gøres plads til noget mere attraktivt. Jeg har igennem de sidste syv år besøgt et utal af sådanne steder på cykel. Jeg har dokumenteret og ladet mig inspirere af dem gennem de sidste mange år. I perioden forblev jeg bevidst under dæknavn, men nu har jeg gjort op med mit alterego og valgt at stå frem for at fortælle om det moderne udkantsamfunds glemte skæbnefortællinger. Historier, der fortælles gennem forfaldne bygninger og forladte egne. Huse, fabrikker, gårde, hospitaler og kaserner, som ikke har formået at holde trit med den hastige samfundsudvikling.
Jeg arbejder med at skabe en ny virkelighed, som den ser ud fra kulissen. På mine cykelture, der nærmest har haft performativ karakter, har jeg fotograferet og malet med oliekridt i de mange ruiner, som er fundet i både ind- og udland. Med denne bogudgivelse inviteres alle inden for i det særegne univers – det univers, som alle nok ved findes derude, men som de færreste skænker mange tanker.
Dokumentationen er altafgørende for eksistensen
Kun en lille skare bevæger sig rundt i de samme områder som jeg, og derfor har min kunst været så godt som totalt uset. Værkerne lever kun i kraft af dokumentationen, og derfor ønsker jeg at samle denne i en håndindbundet kunstbog med fotos af mine værker i de mange ruiner i Danmark. Værkerne vil i samlet form kunne være et anderledes vidnesbyrd på det Danmark, som langsomt forsvinder, og jeg er overbevist om, at bogen vil vække genkendelse eller ligefrem nostalgi hos de borgere, der har været vidne til deres kommunes transformation – de vil kunne genkende pølsefabrikken eller buskirkegården, som indgik i deres hverdag indtil fornylig.
Bogen vil blive på ca. 120 sider med godt 170 fotos og mange af værkerne i bogen er blevet til i samarbejde med min kunstnerkollega Christian Bach. Der vil være et forord af undertegnede selv eller en kunstnerkollega og et essay af kurator Charlotte Bagger Brandt (aftale er indgået). Bogen trykkes i et begrænset oplag på 100 eksemplarer. For- og bagside udgøres af håndindbundet linoleumstryk, og der vil i omslaget være et linoleumstryk vedhæftet, som man kan tage ud. Bogen er i sin unikke form således et kunstobjekt i sig selv.
Udstillingsstedets profil og samarbejdspartnere
Bogen vil blive lanceret i forbindelse med en udstilling af hele projektet hos Format Artspace. Udstillingen ventes at besøge bl.a. Haderslev i 2015.
Kommunerne, der optræder i bogen ved stedsangivelse, vil blive kontaktet med henblik på økonomisk støtte. Du er således ikke alene om at realisere projektet.
Titel: Indtryk fra udkanten
(arbejdstitel)
Om bogen: Ca. 120 sider i 100 eksemplarer. Håndindbundet og med grafiske linoleumstryk i cover og som udtagningsstykke
(revideres løbende ift. økonomi)Udstillingssted: Format Artspace, Nansensgade 35, 1366 København K
(flere steder planlægges)Udstillingsperiode: okt-dec 2014
Budget (revideres løbende ift. økonomi)
Layout og billedbehandling: 5.000 kr.
Tryk: 10.500 kr.
Håndindbinding: 10.000 kr.
Linoleumstryk: 5.000 kr.
Honorarer til bidragsydere (forord og essay): 10.000 kr.
Formidlingsudgifter i alt: 40.500 kr.