Om projektet
Ballader Til Låns
Giv din støtte til et unikt album med 9 kendte solister akkompagneret og fortolket af guitaristen Christian Alvad.
En helt særlig CD
Jeg er ualmindelig glad og stolt over, at 9 kollegaer har sagt ja tak til at medvirke med egne sange og stemmer til mit nye CD-projekt: Ballader til Låns. (Release, december 2014/primo jan 2015)
De ni solister er : Povl Dissing, Allan Olsen, Niels Hausgaard, Rasmus Lyberth, Benny Holst, Lasse Helner, Signe Svendsen, Marie Carmen Koppel og Mikael K.
Alle har også sagt ja til at lade mig arrangere og bearbejde deres sange, inden for mit specielle akustiske guitarunivers.
I år er det 35 år siden, jeg udgav mit første album, Svingkontra. Og efter 16 instrumentale albums er en mangeårig drøm om at udgive et album med et helt særligt instrument, nemlig vokalen, ved at blive til virkelighed. Til at opfylde drømmen har jeg lånt de unikke stemmer og toner fra 9 musikalske kollegaer, jeg enten har arbejdet tæt sammen med eller delt scene med ved utallige lejligheder. De udvalgte ballader er alle melodier og tekster, jeg har et et helt specielt forhold til.
Jeg vil sætte mit præg
Alle der kender til min musik vil vide, at jeg kommer til at sætte mit præg på sangene. Der kan eksempelvis forekomme længere forspil og mellemspil :–) Mine specielle tunings anvendt på flere forskellige guitarer giver mange kombinationsmuligheder, der vil påvirke musikkens udtryk. Ambitionen er at udfolde sangenes iboende kvaliteter og bringe melodierne ud på nye uudforskede stier.
Til at hjælpe mig med at forløse sangene i ny form er jeg glad for, at Hugo Rasmussen igen vil mødes over en bas og en guitar, og at min unge medmusiker fra mange duo jobs, Jacob Venndt vil være med på kromatisk mundharpe.
En anderledes produktionsform
Jeg har i langt de fleste af mine indspilninger selv været producer. Jeg har lagt eget studie og egne nidkære ører til. I dette projekt, hvor fortravlede mennesker i en zigzag-linje fra Løkken til København skal samles, er logistikken imidlertid så kompliceret - og min rolle så afgørende anderledes - at der er behov for større fleksibilitet og flere regionale studier og gode teknikere rundt omkring i landet.
Det kommer nødvendigvis til at skrue udgifterne med produktionen af albummet op på et niveau, hvor de ikke normalt befinder sig. Det er denne udgift, jeg håber en crowdfunding kan være med til at støtte. Mine musikalske kollegaer låner mig stemmer og sange, og jeg håber, at du som potentiel lytter vil låne mig din goodwill og give din støtte på forhånd.
Jeg bestræber mig til gengæld på at give en helt særlig musikalsk oplevelse tilbage til alle, medmusikanter som lyttere.
Jeg sætter meget pris på din hjælp.
De bedste hilsner
Christian