Et stort hjerte er ikke nok

22.553,00 kr. 102.51% af 22.000,00 kr.

57

crowdfunders
udløbet
Lise Ravnkilde @liseravnkilde

medlem siden 3. december, 2014

Om projektet

Et stort hjerte er ikke nok -
En bog om plejefamiliers arbejde

Hvorfor denne bog
I årevis har jeg hørt plejefamilier efterlyse de gode historier om plejefamiliers arbejde. Stort set det eneste man kan læse om plejefamilier i medierne, er nemlig de dårlige historier.

Jeg vil gerne skabe forståelse for, at det er et arbejde at være plejefamilie. Det kræver professionelle voksne, at hjælpe plejebørn til at bryde den negative sociale arv. At man er en ressourcestærk familie med velfungerende egne børn, er ikke kvalifikation nok til at hjælpe de ofte meget skadede børn, der anbringes i plejefamilier i dag.

De velfungerende plejefamilier kommer tit ikke til orde i den offentlige debat. Som plejefamilie er man af hensyn til barnet og den biologiske familie underlagt total tavshedspligt. Derfor kan det være svært at forklare, hvordan livet som plejefamilie egentlig er.

Denne bog giver stemme til nogle af de plejefamilier, der foruden et stort hjerte også besidder stor faglighed.

Indhold
Baseret på interview med mange forskellige plejefamilier viser bogen, hvordan plejefamilier helt konkret arbejder. Hvilke børn det er, der sendes i plejefamilier, hvad de kræver og hvorfor de fleste plejebørn har brug for en professionel familie for at blive mønsterbrydere.

Gennem konkrete autentiske cases vises, hvordan hverdagssituationer i plejefamilier kræver en særdeles bevidst håndtering. Hvert kapitel belyser et emne via en eller flere konkrete cases. Cases og emnet generelt kommenteres af en eller flere eksperter, en psykolog, en terapeut, en socialrådgiver og en kostkonsulent.

Bogens temaer
Bogens temaer er valgt udfra, hvad der fylder meget i mange plejefamilier: Tilknytning - mad - magtanvendelse - biologiske familier - netværkspleje - ferie - sagsbehandlere - supervision.

Kilder
De mange cases stammer fra lange interview, en lille spørgeskemaundersøgelse samt kortere eller længere samtaler med plejefamilier rundt om i hele Danmark. Alle er totalt anonymiserede.

Tidshorisont
Alle interviews er lavet. Jeg har fået ekspertudtalelser fra psykolog, privat socialrådgiver, supervisor/familieterapeut og kostkonsulent. Og jeg er i fuld gang med selve skriveprocessen. Jeg forventer at udgive bogen i første halvår af 2015.

Mig
Jeg er uddannet medieøkonom og har arbejdet som journalist i mange år. Min familie har været plejefamilie i 18 år, gennem alle årene har vi flittigt deltaget i kurser og netværk samt fået professionel supervision.

Jeg har skrevet en del debatindlæg om emnet, nogle kan læses her: http://liseravnkilde.dk/www.liseravnkilde.dk/Blog/Blog.html

Til daglig arbejder jeg som selvstændig freelancejournalist.

Bogens eksperter
Psykolog Lars Landberg, autoriseret psykolog, cand.psych fra Københavns Universitet, efteruddanet klinisk psykolog og specialist i psykoterapi og supervisor i psykoterapi. Siden 1998 har han været selvstændig praktiserende psykolog.

Supervisor og familieterapeut Runa Semou, har undervist på pædagogseminarie og arbejdet som supervisor for specialinstitutioner, børnehaver, opholdssteder og plejefamilier i mange år.

Socialrådgiver Pia Valbjørn, uddannet pædagog og socialrådgiver samt kurser i coaching. Som pædagog arbejdede Pia Valbjørn både med normalt udviklede børn, samt børn og familier med fysisk og psykiske diagnoser.

Kostkonsulent Birgitte Flensholt – veje til sunde liv, selvstændig kostkonsulent. Birgitte Flensholt arbejder som kostvejleder, derudover giver hun foredrag, underviser og skriver om kost og kostens betydning.

Det skal pengene bruges til
Pengene skal bruges som tilskud til at dække udgifter til redaktør, grafiker, trykker, markedsføring, kuverter og porto. Får jeg mere end de 22.000 kroner bruges de til yderligere markedsføring.
Partnerskaber