Chloe Avo Holm har en helt utrolig livshistorie at fortælle, som jeg og Forlaget VITA gerne vil udgive. Hun har allerede skrevet flere fængende og gribende uddrag om sit tidligere liv som narkoprostitueret– og hun har mod på at skrive det, der mangler.
Det er ikke ”kun” en historie om at komme ud af narkomisbrug, tværtimod er fortællingen gennemsyret af power, livskraft og håb, som kan inspirere andre til at ændre deres liv.
Chloe kan sagtens selv skrive det, der mangler, men hun mangler en redaktør, der kan være sparringspartner, sørge for struktur i bogen samt skrive teksten igennem og redigere den, da hun er ordblind. Den udgift løber op i 50.000 kroner.
Hverken Chloe eller Forlaget VITA har de 50.000 kroner til redaktørtimerne - og derfor håber vi, at rigtig mange vil forudbestille bogen, så vi ad den vej kan nå i mål.
Forlaget VITA vil finansiere trykning og udgivelse, når manuskriptet er færdigt. Derudover donerer Chloe og forlaget 20 kroner pr. solgt bog til ”Redens” arbejde for udsatte kvinder. Det var nemlig takket være ”Reden”, at det lykkedes Chloe at komme ud af misbruget.
Hvis det lykkes Chloe at samle 50.000 kroner ind, kan hun få udgivet en smuk, barsk og inspirerende bog om sit liv og samtidig skaffe penge til ”Redens” arbejde for udsatte kvinder. Vil du hjælpe hende med det?
OM FORFATTEREN
Jeg hedder Chloe Avo Holm. Igennem 12 år var jeg narkoprostitueret på Halmtorvet. Jeg var blot 12 år, da jeg stod der første gang. Det var en karriere, jeg valgte i en slags trods og raseri mod min mor, pædagoger, børnehotellet og ”systemet”. I virkeligheden søgte jeg kærlighed og accept.
Som 24-årig havde jeg 22 afvænningsforsøg bag mig. I kortere perioder havde jeg været stoffri, men jeg faldt altid i igen.
Som 24-årig fik jeg endelig den indsigt, der hjalp mig til at komme ud af misbruget. Det var ”Reden”, der fandt en løsning til mig. Jeg vidste, at jeg ville være helt clean – jeg ville ikke på Metadon og kun leve et halvt liv.
I dag er jeg 42 år – og jeg har været selvforsørgende, siden jeg blev clean.
Jeg har blandt andet taget flere uddannelser inden for dans samt pilates i London og New York. Jeg har også taget en uddannelse til psykoterapeut. I dag lever jeg af at undervise i pilates og dans og som personlig træner, som jeg elsker.
Jeg har gået på ordblindeskole, og selv om jeg har gjort store fremskridt, skriver og staver jeg stadig ikke godt nok til, at min tekst kan udgives.
Min livshistorie
Jeg har altid været ”a big dreamer” med et rigt indre liv og en livlig fantasi. Jeg tror selv, at netop det var årsagen til mit vendepunkt, at jeg som 24-årig indså, at jeg var en del af universet. Så vidste jeg bare, at jeg ville ud af misbruget, for jeg forstod, at der var noget mere til mig derude i verden.
Jeg kan lide at fortælle eventyr gennem dans og billeder. Jeg er meget visuelt orienteret – og nu har jeg også fundet ud af, at jeg elsker at skrive, selv om jeg er svært ordblind.
Det føles dejligt og let at skrive. Det har ikke taget mig særlig lang tid at skrive de tekster, som jeg har sendt til Forlaget VITA.
OM DIG
Jeg håber, du vil støtte mig og være med til at give mig en stak redaktørtimer uden om alle de sædvanlige kanaler, puljer og fonde.
Det betyder meget for mig at få skrevet min bog. Jeg håber, den kan inspirere andre, der har oplevet noget svært og give dem håb og mod til at ændre på deres liv.
Når bogen er udkommet, vil jeg gerne holde foredrag om mit liv. Det har jeg tidligere gjort. Når du køber bogen, går der 20 kroner til ”Redens” arbejde.
Så hvis du støtter mit projekt, støtter du indirekte også ”Redens” arbejde for udsatte kvinder. Du kan donere præcis så meget eller så lidt, som du har lyst til. Jeg er taknemmelig for hvert bidrag.
Herunder kan du læse tre små uddrag fra min bog:
***
Begyndelsen:
“Jeg var hooked nu.
Det var ikke noget, jeg var stolt af, men det var det liv, jeg havde valgt. Jeg huskede tydeligt den dag ved busstoppestedet, hvor min veninde spurgte mig om, hvornår jeg ville stoppe med alle de stoffer.
Jeg havde kigget koldt på hende med øjne, der var mørke af vrede og tørt svaret:
”Den dag, jeg ved at min mor og far elsker mig oprigtigt”.
Veninden var blevet stum ved svaret.
Jeg havde vendt ryggen til og var trådt op i bussen. Der gik et år, inden vi så hinanden igen. Jeg var selv blevet forskrækket over mit svar. Jeg havde længe følt mig følelseskold og usårlig. De få gnister af længsel efter mine forældre var deponeret på kirkegården, og jeg fortalte mig selv eventyret om den familieløse prinsesse, der vendte livet ryggen og valgte nattens mørke oplyst af røde lamper“
***
Vejen ud:
Jeg kigger rundt i lejlighedens to værelser: Et skønt lille køkken, en stue med skrå vægge og i en lille niche er der store vinduer med udsigt ud over byen.
”Jeg kan kigge fra den ene ende af byen til den anden, og den lejlighed kan blive min”, tænker jeg glad.
”Her er soveværelset. Hele lejligheden er nyistandsat, nymalet og der er helt nye trægulve”, siger udlejeren.
”Tak, jeg tager den”, hører jeg mig selv sige.
Det kilder i min mave. Det er ikke gået helt op for mig, at jeg kigger på en lejlighed, der faktisk kan blive min. Jeg har aldrig før haft en lejlighed. Det tætteste, jeg har været på at have et hjem, var to sammenhængende værelser, som jeg havde lejet på ydre Østerbro. Jeg var der kun i præcis tre måneder, hvorefter jeg blev smidt på porten for at stjæle af udlejerens sparegris. Dengang havde stofferne førsteret – og igen havde de fået mig på gaden, hvor jeg har overnattet de sidste mange år enten i ”Reden” eller på Vesterbros toilet.
Det var mine sidste adresser, inden jeg blev stoffri – og nu står jeg her i en toværelsers lejlighed, som er blevet min. Det er gået stærkt.
”Hvordan indretter man sig, hvad gør man?”, tænker jeg.
Jeg får bakset den store madras ind, som jeg har arvet af en af vennerne, og sofaen, som jeg har fået af mor. Det havde medført et kæmpeskænderi, da mor som altid i sidste øjeblik havde ombestemt sig. Lige pludselig havde hun fortrængt, at hun havde foræret mig den.
Jeg mærker vreden stige op i mig og smadrer hånden ind i køkkendøren.
”Mor for satan”, siger jeg for mig selv, mens jeg kniber en tåre og en bloddråbe fra hånden pibler frem og drypper på gulvet.
Det var så typisk mor med humørsvingninger, forglemmelser og fornægtelser, der krøb ind under huden på mig.
Gennem årene havde jeg ikke kunnet gennemskue, hvad det var, der foregik mellem os, men knuden i maven, angsten for at gøre noget forkert eller bare gøre noget sad lige i mellemgulvet og fik hjertet til at hamre.
På to sekunder kunne jeg eller min mor eksplodere, når vi var sammen. Tilliden var for længst forsvundet.
Jeg kigger på sofaen, der nu er blevet et symbol på, at jeg for første gang har sagt fra over for min mor. Jeg var så bange for hendes indebrændte vrede, at jeg havde kigget ned. Men jeg stod fast.
”Tænk, jeg har været skæv på den sofa, taget en kold tyrker på den sofa, grædt på den sofa, skændtes med mor over den sofa, og nu er den i mit første hjem”, tænkte jeg.
Sofaen bar på mange historier, men jeg havde aldrig forestillet mig, at den ville være i en lejlighed i nordvest, som var mit hjem.
Jeg søtter mig på den et øjeblik. Det føles uvant med så meget plads. Jeg er vant til en enkelt taske med alle mine ejendele, som jeg gemmer i en låst boks på Hovedbanegården.
***
På den anden side:
Jeg så på den finurlige sky på himlen. Den lignede en elefant. Jeg tænkte på Karen Blixen. Jeg havde altid drømt om at blive forfatter, at udleve mine drømme som Karen Blixen og rejse til Afrika.
Men jeg var ikke endt som denne mystiske, aristokratiske dame.
Jeg sukkede af lettelse over, at det var slut. Det var stadig svært for mig at forstå, at det gamle liv på gaden var slut. Paranoiaen, der havde siddet under huden på grund af overgreb og overfald og kriblet og krablet, var ovre.
Der var kommet en ro over mig, som jeg aldrig havde kunnet forestille mig.
Tænk at kunne ligge her, mærke græsset, se skyen, mærke hjertet. Mærke mit hjerte, som så mange gange har været ved at sprænges af sorg eller en overdosis.
Jeg dykkede længere ind i mig selv, sprang fra klippen og ned i dybet og flød rundt i et hav af indre taknemmelighed.
Jeg kunne rumme mig selv og holde ud at være med mig selv. En tåre trillede ned af min kind, da jeg tænkte på noget, som jeg aldrig havde sagt højt: Jeg havde aldrig følt mig værdig til at være til eller kendt til andet end at kæmpe og vide, at livet var hårdt, at livet var en kamp.
”Kan det virkelig passe, at det er lige omvendt?”, tænkte jeg ved mig selv.
Jeg skulle stadig vænne mig til min nye tankegang, at det var mit eget udsyn, der skabte livet i dette øjeblik.
”Tak mor, fordi du tog imod min omsorg. Tak for at du lod mig passe dig og at du lukkede mig ind”, hviskede jeg stille.
Sorgen over mors sygdom og død var stadig en stor mundfuld at rumme. I det hele taget det, at hun ikke var der længere, var så dobbelt.
Jeg var taknemmelig for, at jeg havde turdet træde ind i kærligheden og stå ved mors side i sygdomsforløbet.
