Debut album fra Deerborn - Crash'n Burn

25.180,00 kr. 125.90% af 20.000,00 kr.

57

crowdfunders
udløbet
Daniel Buchwald @danielbuchwald

medlem siden 8. maj, 2013

Om projektet

Hjælp Deerborn med at udgive deres debutalbum Crash’n Burn på vinyl og de kvitterer med musikalske lækkerier leveret direkte til dig med posten. Så er du også vild med intenst insisterende rock og dybfølt beskidt tråd, så må du ikke snyde dig selv for Deerborns debutalbum!


VI ER DEERBORN
Deerborn er et etableret projekt på den fynske musikscene, der genremæssigt bevæger sig inden for folk rock og alternativ country, kombineret med energien fra hardcorescenen. Deerborn tæller medlemmerne; Lasse Nørby (på vokal og guitar), Ask Fogh (på bas), Daniel Buchwald (på guitar), Dennis Winterskov (på trommer) og Eik Skibdal Swartz (på keyboard). Alle har vi rødderne solidt plantet i den sorte rockmuld og med baggrunde i bands som Rock Hard Power Spray, Ave m.fl., har vi ved flere lejligheder gjort det klart, at vi er musikere der har noget på hjerte. Tekstuniverset i vores sange leger med de små ting i livet, som man ofte har en tendens til at overse og tage for givet. Alt det der ligger dybt i sjælen og ulmer, indtil det en dag brænder igennem og eksploderer. Lyden læner sig op ad gamle kendinge som Neil Young, Pearl Jam, My Morning Jacket og med gode melodistykker fra både guitar, bas og keys er det et legende og spændende univers der udforskes - pakket ind i vores eget lydbillede.


VI HYLDER DET ORIGINALE
Vores debutalbum er indspillet live i studiet. Altså ingen lagkageproduktion – til gengæld masser af ægte, gammeldags rock’n’roll! Vi vil med pladen forsøge at bringe musikken tilbage i den mere rå og uredigerede form, og derved fremhæve værdien af det naturlige og upolerede. Det vi eftersøger, er ikke det perfekte, snarere tværtimod - vi hylder det unøjagtige og smukke i skævhederne. Vi har søgt en autentisk livelyd med masser af nerve og glød og en plade der lyder af trommer, bas, guitar og rockmusik. Om det er lykkedes? Vurdér selv (se video).


VI HAR EN PLAN
Siden Deerborn blev dannet tilbage i 2012, har vi skrevet og produceret vores egen musik - 11 numre er det blevet til. Vi har arbejdet målrettet på en pladeudgivelse de seneste par år, og i december 2014 gik vi i studiet og er nu klar med vores debutalbum. Albummet bliver udgivet på vinyl og cd samt som digitale downloads (Spotify og iTunes) og vi håber at kunne præsentere det for jer i løbet af efteråret 2015 (vi holder jer selvfølgelig opdateret løbende).


VI HAR EN UDFORDRING
Musikken er altså færdigindspillet, mixet og mastereret. Musikvideoerne er skudt, coveret er designet og PR materialet er produceret. Pladen venter faktisk bare på at blive sendt til tryk. Men men men…! Som altid er der jo noget økonomi i sådan noget! Så her er vi - med hatten i hånden og guitarkassen åben for en skilling - i håb om at du vil hjælpe vores plade til verden.


Vi sætter pris på alle bidrag, store som små - og for at udtrykke vores dybe taknemmelighed vil vi kvittere med forskellige goder, afhængigt af bidragets størrelse. Konceptet er simpelt - jo mere du bidrager med, jo mere vil du modtage.


Spred gerne det glade budskab - måske dine venner også hungrer efter nye musikalske lækkerier?


// Deerborn


Partnerskaber