Biennalen Aabenraa Artweek 2015 har fokus på samtidskunsten og vil igen i år bidrage med kunstneriske nyheder leveret af 14 professionelle kunstnere fra ind- og udland.
I mere end en uge fra 7. - 15. august vil Aabenraa summe af kunstnerisk aktivitet, når samtidskunstnerne trækker i arbejdstøjet og laver vægmaleri, performance, installationer og meget mere i byens gader og stræder.
Kunstinteresserede og publikum i det hele taget har mulighed for at komme helt tæt på kunsten og få en snak med kunstnerne selv.
Aabenraa Artweek er en international kunstbiennale og har siden 2006 været platform for at vise samtidskunst af høj kvalitet i byens offentlige rum sammen med udstillinger, artist talks og koncerter.
Aabenraa Artweek er et af kulturregion Sønderjylland- Schleswigs 7 fyrtårnsprojekter. Det er et non-profit projekt, der fremmer mulighederne for at møde samtidskunsten og dele begejstringen til et bredere publikum.
Dette års Aabenraa Artweek er grænseoverskridende med aktiviteter også i Flensborg og hele ugen slutter med en fernisering 15. august og udstilling på mere end 300 m2 helt frem til 30. august.
Vi søger støtte via crowdfunding specifikt til udstilling og dokumentation i form af katalog. Kataloget skal helst blive så flot og godt, at endnu flere får lyst til at besøge Aabenraa Artweek næste gang.
Teamet bag Aabenraa Artweek arbejder dedikeret på at give publikum, borgere og kunstinteresserede spændende kunstneriske oplevelser og udvide rammerne for projektet.
Det håber vi, I vil være med til at bidrage til.
Bemærk: Du kan også støtte via MobilePay og Swipp på mobilnr. 5094 6131 - Men husk at skriv fulde navn i beskeder, ellers kan vi ikke se, hvem det er fra!
Vi håber, vi når målet og vi vil glæde os over enhver form for støtte fra Jer, publikum og bidragsydere, til gavn for samtidskunsten i landsdelen.
Hilsen Team Artweek
Gabriele Beismann, Markus J. Herschbach, Martin Lundgren Jensen og Anne Lildholdt Jensen.