Om projektet
Gharma betyder "hjemme" på nepalesisk og rimer på karma
-----------------------------------------------------------------------
Ved at støtte Gharma støtter du udviklingen i Nepal. Samtidig får du et lækkert kvalitetsprodukt, som er håndplukket og indkøbt af mig personligt fra lokale handlende i Kathmandu.
-----------------------------------------------------------------------
Da jeg sidste år i oktober tog til det sydligste Nepal for at arbejde som frivillig i en lille landsby, var jeg pludselig meget langt hjemmefra. Nepalesernes overvældende åbenhed, gæstfrihed og varme fik mig dog hurtigt til at føle mig hjemme i dette anderledes, fascinerende og utroligt smukke land. Overalt inviteres man indenfor og bliver budt på nepalesisk te, og overalt er karmatankegangen til stede. Mit møde med Nepal var med til at åbne mine øjne og udvide mine horisonter, og nu er tiden kommet til, at jeg gerne vil give noget tilbage. Derfor er jeg i gang med at etablere virksomheden Gharma
. Gharma sigter gennem sine aktiviteter mod at bidrage med økonomisk støtte til Nepal og sætter samtidig fokus på de kulturelle, menneskelige og materielle ressourcer, som findes her.
Åbne øjne og et åbent sind tager man med sig ud i verden, når man rejser, men ofte glemmer man at se alt det spændende, smukke og anderledes, der findes omkring en, når man er hjemme. Med Gharma ønsker jeg at afholde forskelligartede arrangementer i private hjem og andre uformelle rammer
, hvor der skabes rum for nærvær og åbenhed. Arrangementerne kan have form af foredrag, koncerter, workshops mv., hvor mennesker mødes og deler deres tid, tanker og passioner og i fællesskab udvider horisonter. Til disse arrangementer vil der endvidere være mulighed for at se og købe en række produkter, eksempelvis tørklæder, tæpper og uldtrøjer, som jeg personligt indkøber af lokale handlende i Nepal. En del af overskuddet heraf vil gå til udvalgte humanitære udviklingsprojekter i Nepal.
Du kan støtte etableringen af Gharma gennem denne crowdfunding, hvor du kan donere et selvvalgt beløb (min. 20 kr.). Din donation vil udløse en gave i form af et af Gharmas produkter. Gaven kan afhentes på min adresse i Aarhus C inden for de kommende 1-2 måneder eller sendes mod betaling af porto. Ud over en gave får du selvfølgelig min uforbeholdne og evige taknemmelighed!
Dét er god karma!