Om projektet
Blandt de flygtninge som kommer til Danmark har op mod halvdelen et liv præget af traumer, isolation, meningsløshed og sår på krop og sjæl. Nye Rødder er en socialøkonomisk virksomhed som derfor tilbyder naturbaseret rehabilitering, hvor traumatiserede flygtninge arbejder med at dyrke grøntsager, hviler i naturen, lærer sig dansk gennem praksis, udvider deres netværk og bliver styrket psykisk og fysisk. Vi bruger naturen som middel og som ramme til at skabe ny mening og opbygge disse mennesker så de igen kan klare en hverdag og få nye rødder i Danmark. Lige nu kommer 19 flygtninge med oprindelse i Syrien, Iran, Irak, Eritrea, Afghanistan og Tjetjenien o projektet 2 dage om ugen. Forløbet varer 30 uger og foregår i Økosamfundet Hallingelille på Midtsjælland. Vi er ude meget af tiden, i marken, ved bålhuset og i skoven. Det er beroligende, smukt og meningsfuldt.. det meste af tiden..
Det er koldt og vådt i Danmark!
For at udvide mulighederne for succesoplevelser har vi brug for et drivhus. Her kan der dyrkes eksotiske planter som er familiære for mange af projektets deltagere og genkendeligheden har en stor betydning for at føle tilknytning og tryghed. I drivhuset vil de kunne arbejde når det danske vejr udfordrer dem, og det gør det ofte med blæst, kulde og regn. Når man bærer rundt på flere voldsomme oplevelser end man kan rumme, bliver man ekstra kuldefølsom og sårbar.
En af de personer som kommer hos os er Bilal fra Syrien. Han elsker at dyrke tomater og er allerede i gang med at dyrke en masse til det drivhus vi sammen drømmer om. Når han nipper planterne og tager sig af dem, falder han til ro og får lys i øjnene igen. Han kan hverken læse eller skrive, men dyrke grøntsager, det kan han! En dag griber Bilal en stor kogle og får forklaret at før krigen var familien sådan. Stor og samlet. Nu – siger han, og kigger i kassen med naturgenstande, men finder ikke lige noget han kan bruge. Kigger sig omkring og fanger en afblomstret mælkebøtte, - nu er den sådan, og så puster han alle de små helikopterfrø af. Spredt for alle vinde.
Hvad vi har brug for
For pengene vil vi købe et drivhus på ca. 20 m2 inkl. tilbehør til fundament m.m. Det vil være stort nok til at vi også kan være en lille gruppe derinde, når det blæser og regner. Og vi kan endelig dyrke tomater, auberginer, eksotiske krydderurter og frugt.
Det bliver deltagerne selv, sammen med os og nogle frivillige som skal sætte drivhuset op, og vi kan næsten ikke vente med at komme igang!
Om Nye Rødder
Nye Rødder en en registreret socialøkonomisk virksomhed med base i Økosamfundet Hallingelille. Her er vi omgivet af marker, skov, sø og dyr, og ikke mindst en masse dejlige og imødekommende naboer i 22 forskellige, kreative og bæredygtige huse.
Bag Nye Rødder står ildsjælene Lotta Wilson Bruun og Sasja Iza Christensen, hhv. professionsbachelor i sundhed og ernæring/naturterapeut og psykoterapeut/traumeterapeut.
Din støtte vil være til stor glæde for mange sårbare flygtninge i lang tid fremover!