Om projektet
Børn, som møder kærlighed, omsorg og tillid, bliver voksne mennesker, som selv udviser kærlighed, omsorg og tillid. Børnene er vores og verdens fremtid og vi skal passe godt på dem.
”Her er jeg” er en lille bog, som er blevet til på baggrund af flere års arbejde med børn og unge fra forskellige samfundslag og sociale baggrunde. Bogen er skrevet som en fortælling fra det lille nyfødte barn med et ønske om at få flere mennesker til intuitivt at forstå, hvor dyrebare børn er og hvor vigtigt, det er at passe på dem.
Projektet går ud på at samle penge ind ved salg og crowdfunding til dækning af opsætning, trykning og distribution af 1000 bøger samt postkort med tekst og tegninger fra bogen. Bogen skal trykkes hos KLS PurePrint, der - som det ene af to trykkerier i verden - trykker 100% bæredygtigt og Cradle to Cradle certificeret.
Når bogen er trykt, skal den ud til forældre, bedsteforældre og på steder, hvor der arbejdes med børn og børns vilkår og derigennem være med til at åbne hjerter og skabe forståelse for det sårbare og fine i børn og vigtigheden af at passe godt på dem - også de indre børn i voksne mennesker.
Bogens illustrator, Dorthe Kathinka Rasmussen, er kunster, mor, børnebogsillustrator og bestyrelsesforkvinde i foreningen Imagine If, som hun er stifter af.
Bogens forfatter, Lisbeth Ingeman Sørensen, er kinesiolog, underviser og cand.pæd.phil.
Bogen har sin egen blog/hjemmeside:
www.hererjeg.dk.