Støt Ana og Clarisse

9.718,58 kr. 24.30% af 40.000,00 kr.

36

crowdfunders
udløbet

Om projektet

Støt Ana og Clarisse til en værdig retsproces i Danmark

En mor og hendes 8-årige datter er på vej til at blive udsendt af Danmark efter et tvivlsomt forløb i det danske system, og vi ønsker at samle ind, så Ana og Clarisse kan få både kompetent advokatstøtte og den proces, de har ret til. Skulle der bliver overskud i denne indsamlig, og Ana og Clarisse alligevel må rejse tilbage til Brasilien, vil indsamlingen gå til Clarisses opstart og skolegang i Brasilien. Skulle de få lov til at blive i Danmark doneres et eventuelt overskud til Børns Vilkår.

Ana og Clarisse er oprindeligt fra Brasilien. De har dog boet i Danmark siden efteråret 2014. De er begge velintegrerede, vellidte, moderen er i fast arbejde, og Clarisse hører naturligt til klassen på sin skole på Østerbro. Deres ophold i landet er givet på baggrund af Anas ægteskab med en dansk mand. Men der har gennem hele Clarisses tid i Danmark været underretninger om både vold og trusler fra den danske mand mod såvel mor som datter. Episoderne i underretningerne strækker sig over en periode fra december 2014 til december 2017. Vi har – med tilladelse fra Ana – både underretninger, fotodokumentation og hospitalsrapporter til at underbygge dette.
Da Ana går til politiet for at melde volden mod hende, bliver hun afvist. Politiet vil ikke modtage hendes anmeldelse. Konsekvensen blev derfor, at Ana ikke har fået lov til at føre sin sag om vold og trusler mod hende og Clarisse. I stedet har anklagemyndigheden tiltalt Ana for vold mod en betjent, da hun før jul 2017 gør modstand, da betjenten fjerner hende fra hjemmet og efterlader Clarisse hos manden. Ana afviser denne anklage. Det er manden, der har ringet til politiet for at få Ana fjernet. Fra denne aften er der dokumentation i form af billeder, underretninger og hospitalsrapporter for, at manden har været voldelig mod Ana.
Ana er torsdag den 31. maj 2018 blevet idømt 40 dages ubetinget fængselsstraf. Samtidigt mister hun ret til ophold i landet, har fået seks års indrejseforbud og kan efter alt at dømme forvente at skulle udrejse umiddelbart efter, at straffen er udstået. Det vil sige omkring den 9. juli.

Vi er en gruppe forældre fra Clarisses klasse, der nu er gået sammen om at hjælpe Ana og Clarisse. Det er en ulykkelig sag, der rejser tvivl om Danmarks varetagelse af menneskerettigheder, generel retssikkerhed og almen menneskelighed. Vi håber, du vil hjælpe.

Du kan læse mere udførligt om sagen på vores facebook-side: "Støt Ana og Clarisse i en ulykkelig situation" : goo.gl/aUxYbK

 

Note fra booomerang.dk ADMIN:

Dette crowdfunding projekt er anmeldt til Indsamlingsnævnet, da det er en offentlig indsamling.

 

Dette er en såkaldt flexible funding projekt.

Det betyder, at dit beløb går til projektet uanset om indsamlingen når sit samlede projektmål eller ikke. Ved almindelige projekter på Booomerang kommer beløbet kun til udbetaling, hvis det samlede projektmål nås.
Partnerskaber