Bjarne Corydon og nødvendighedens politik (udkommer på People’s Press i begyndelsen af 2020)
Indtil 2011 er Bjarne Corydon den bedst bevarede hemmelighed på Christiansborg. Som chef for Socialdemokratiets Analyse- og Informationsafdeling er han dog en magtfuld skikkelse på partiets indre linjer. I sommeren 2011 gør Corydon sin entré i offentligheden: Han bliver valgt ind i Folketinget og bliver snart efter Finansminister – på afbud. Finansministre plejer ikke at være folkekære, men manden med den beroligende basrøst gør et tilforladeligt indtryk.
I takt med at Helle Thorning-Schmidt regeringen går “reform amok”, vender billedet. Udadtil sker der dramatiske ting: Moderniseringsstyrelsen etableres, underviserne “normaliseres”, en del af DONG sælges etc. Det hele under overskriften: “Nødvendighedens politik”. Indadtil sidder Statsministeren og Finansministeren – ingen af dem klassiske parlamentarikere – totalt isoleret i toppen af det ledende regeringsparti.
I 2015 forlader Bjarne Corydon dansk politik. Ligeså pludseligt som han er dukket op fire år tidligere. Han forsvinder dog ikke ud af offentlighedens søgelys. Han får en toppost i konsulentfirmaet McKinsey og bliver i 2018 administrerende direktør og chefredaktør på Dagbladet Børsen.
- - -
Bjarne Corydon og nødvendighedens politik er den første bog om Bjarne Corydon. Det er lidt overraskende i betragtning af den evige strøm af bøger om politikere. Fra selvbiografier over kritiske portrætter til rene mikrofonholderbøger. Selvom Corydon kun var toppolitiker og Finansminister i en kort årrække, gjorde han – med en noget slidt kliché – en forskel i dansk politik. Og han har stadig en central plads i den danske offentlighed.
Hvorfor mon de gængse forfattere af politiske biografier er veget tilbage fra en bog om Corydon? Virker han for utilnærmelig? Er salspotentialet for usikkert? Har han (endnu?) ikke selv henvendt sig til en ghostwriter? Det er lidt mystisk.
Måske er en kritisk bog om Bjarne Corydon uønsket:
Jeg har fået afslag fra Statens Kunstfonds faglitterære pulje to gange i træk. Jeg kan kun gisne om grunden. Jeg har tidligere fået støtte herfra.
Jeg har fået afslag fra Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond, som tidligere har støttet et bogprojekt fra min hånd.
Jeg har – uden held – bedt om en økonomisk håndsrækning fra en lokal milliardær. Den moderne mæcen findes tilsyneladende ikke. I hvert fald ikke for mig.
Jeg har fået afslag på et skriveophold i Italien (San Cataldo). Ikke engang en uges skriveophold på Løgumkloster Refugium kan det blive til – i modsætning til mine tidligere udgivelser. (man tildeler nu heller ikke længere skrivestipendier til det fine sønderjyske refugium)
Nu er det ingen menneskeret at få støtte til en bog, men jeg har en fornemmelse af, at afslagene ikke er helt tilfældige. Jeg er også bange for, at min bog vil blive ignoreret eller diffameret i dele af offentligheden, når den foreligger.
Lad mig lige understrege: Ingen skal have ondt af mig. Jeg dør ikke af sult. Jeg kan jo også bare lade være?
Nej, det kan jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke lade være. Men jeg kan naturligvis ikke skrive en bog, samtidig med at jeg har et fuldtidsarbejde som lektor på Kolding Gymnasium. Derfor arbejder jeg på nedsat tid. For at få økonomien til at hænge sammen, forsøger jeg mig nu med crowdfunding, mit sidste skud i bøssen.
Hvis du synes, at mit bogprojekt er vigtigt for den offentlige debat, er du velkommen til at støtte det.
PS. Fotoet foroven er taget af skuespilleren og producenten Ina-Mirijam Rosenbaum. Efter opførelsen af CoryDong på Teatret Svalegangen i Aarhus blev jeg interviewet på scenen af journalisten Sofie Buch Hoyer om DONG-affæren og min kommende bog.
