Digteren Jan Hatt-Olsen og hans søster Monika skal i Retten 13. august for at forsvare deres ret til ikke at blive hetzet ud af deres boligforening og for at få moralsk oprejsning for den behandling de er blevet udsat for.
Vores første indsamling der blev afsluttet 5. juni var en succes og betød at deres advokat kunne få sit indledende salær og sende de første sagsakter til retten.
Det fremgår tydeligt af sagsakterne at Jan og Monika på ingen måde skal afholde de absurde udgifter, boligforeningen ønsker at pålægge dem.
For at føre retssagen til ende – og i fald de ikke får bevilget fri proces – mangler Jan og Monika stadig 30.000 kr. til advokatsalær. Det er vores mål at indsamle disse midler, på deres vegne, og når sagen er vundet og boligforeningen pålægges at betale sagsomkostningerne, at benytte de indsamlede midler til fortsat at kæmpe for udsatte digtere (og andre kunstnere) i henhold til foreningens formålsparagraf.
Vi har valgt 13. august som sidste chance for at støtte kampagnen – det er den dag Jan og Monika skal i retten for første gang.
Herunder ridses sagen op for dem der ikke kender til den endnu.
Jan Hatt-Olsen bor med sin handicappede søster Monika i Værløse og har gjort det i mange år. Deres røde rækkehus ligger dejligt, der er blot 50 meter til Hareskoven. Jan går hver dag ture i skoven, også sent om aftenen. En dag siger den lokale varmemester til Jan, at Jan og hans søster ikke hører til i kvarteret, men hører hjemme på Nørrebro eller på Christiania. Jan bliver også konfronteret med sine ture i skoven sent om aftenen. Hvad mon han laver?
Andre beboere i kvarteret kan imidlertid godt lide Jan, selvom han er kunstner (Jan er ekspert i William Blake og har holdt foredrag i bl.a. USA om sit kunstprojekt “Værløse Bymidte”, hvor han omdannede Værløse til en lyrikinstallation). Hans søster Monika er godt nok psykisk syg, men ganske harmløs og også lidt sjov. Og de lokale synes, det er synd for hende, at hun er blevet kørt ned og sidder i rullestol. Det er også synd for dem at ulykken kom lige efter deres mor døde. De havde plejet hende så trofast….
Pludselig tropper varmemesteren op med nogle folk og gennemfører en rotte-inspektion i deres hus. Der har i flere år floreret rygter om rotter i kvarteret, og der blev set en rotte på et tidspunkt. Varmemesteren mener, at Jans og Monikas hus er en rotterede og smider dem ud af huset trods deres protester. De bliver placeret i en skurvogn sammen med deres kanariefugle og kørestolen.
I de næste tre måneder – maj-juli 2019 – bor de på 14 kvadratmeter og kan ikke bevæge sig uden at flytte flere ting først. Gulvet i deres rækkehus bliver brækket op, og deres ting bliver opmagasineret i en container, som de ikke får nøglen til. Når folk går tur i området eller kører på arbejde eller køber ind, kan de se containeren og skurvognen, som er placeret foran varmemesterens kontor. Når det regner, lyder det voldsomt inde i skurvognen, og når solen står på, er der ulideligt varmt. Nogle beboere er forarget over den behandling, som Jan og Monika udsættes for.
I mellemtiden bliver deres ejendele “renset”, dvs. desinficeret. Der bliver ikke fundet rotter i deres hus, men det er kun deres hus, som får gulvet brækket op, selv om rækkehusene selvfølgelig er forbundne. Rottemanden trækker efterfølgende sin første rapport tilbage og laver en ny rapport, som frikender huset som rotterede, men den rapport bliver ikke sendt til Jan og Monika. De skrev aldrig under på, at de var indforstået med, at deres gulv blev brækket op, boligselskabet overholder ikke de lovmæssige varslingsfrister, og der bliver produceret flere løgne, som altsammen skal tjene til at få smidt dem ud. Monika får et psykisk sammenbrud og er p.t. indlagt på en psykatrisk afdeling.
Det sidste halve år har Jan og Monika betalt forhøjet husleje for at dække omkostninger til ”rotterydning”, og de er blevet præsenteret for en regning på mere end 250.000 kroner for et opbrækket gulv og opmagasinering og “rensning” af deres ejendele. Der er kommet nyt gulv i det røde rækkehus, men lamper og andet er ikke blevet geninstalleret. Nogen vil tydeligvis af med dem og har troet og håbet på, at de hurtigt ville knække.
Men det må vi ikke lade ske! Jan og Monika har søgt om fri proces, hvilket boligforeningen har forsøgt at stoppe (!), og afgørelsen om fri proces kan tage op til tre måneder at behandle.I mellemtiden skal advokaten have sine salærer. Det har Jan og Monika ikke råd til, og derfor har vi startet denne indsamling, som vi håber, at du vil støtte. Det kan ikke passe, at der ikke er retssikkerhed i Danmark for andre end meget rige mennesker. Her kan du se en ny video, hvor Jan taler om sagen:
https://www.youtube.com/watch?v=KNLdkIjyDZQ&fbclid=IwAR2zcbC0WtNPbrCADP2s8hsMnX4thnGVp8tqIXl6Ca9yjUDa4CTyU2lzJkUMange hilsener
Foreningen til støtte for udsatte digtere
