medlem siden 15. maj, 2017
Trixi Dane i New York
Før jeg besøgte New York første gang, betragtede jeg byen med noget, der bedst kan betegnes som fascineret ærefrygt: Et skrummel af en metropol med skyskrabere, millionbefolkning, vold og kriminalitet, hysterisk trafik og store ambitioner; et sted hvor ‘if I can make it there I can make it anywhere’. Jeg var overhovedet ikke overbevist om, at jeg kunne ‘make it’. Med hvad det ellers måtte indebære….
Jeg er den dag i dag ikke sikker på, at jeg ‘made it’. Men jeg var her, og jeg er her, så det må have lykkedes mig at leve og overleve i det store æbleskrog.
Jeg har moderat ADD, er overordentlig distræt og distraherbar og en håbløs planlægger. Fremtiden er en abstraktion. Så jeg har i mange af livets sammenhænge været følgeren snarere end lederen, et fænomen, jeg er overbevist om, har irriteret mine inspiratorer. Sådan forholdt det sig også med New York. En veninde tilbragte et år i byen og arbejdede som sygeplejerske og tog derefter som planlagt hjem. ‘Det kan jeg vel også’, tænkte jeg efter at have besøgt hende på vej hjem fra Caribien, og efter jeg havde været oppe i Empire State Building, deltaget i en vestindisk parade, kørt i limousine, cyklet over Brooklyn Bridge og var blevet overfaldet, som det hører sig til, når man er en single white female i en amerikansk storby.
Jeg landede et job på et cancerhospital, fik min autorisationseksamen, stiftede nært og intenst bekendtskab med den amerikanske arbejdsmoral, som ikke er til at kende fra det, man kaldte morakkeri, da jeg boede i Danmark. Jeg fik venner, gik på nightclub, til ferniseringer, tog sangtimer hos en excentrisk ungarsk sopran, fandt en formidabel salsalærer, tegnede levende modeller på Art Students’ League og kyssede på en jamaicansk kirurg.
Det skulle sådan set have været det.
Men da det planlagte år var gået, følte jeg, jeg først var begyndt at komme ind under æbleskrællen. Et år kunne højst kvalificere sig som ouverture.
New York betragtes som verdens finansielle, kulturelle og medierelaterede hovedstad. Billie Holiday, Sinatra, Sting og JAY-Z, for at nævne nogle få, har skrevet hits om The Big Apple. Et utal af film bliver indspillet her; vi, der bor her, er alle på et tidspunkt blevet bedt om at gå over på det modsatte fortov, fordi en optagelse var i gang. For ikke at nævne alle de kriminalserier, der forgår i New York, som fremstiller byen som et inferno af perversion, vold og narko. (Det er måske her, jeg bør nævne, at jeg ikke er blevet forulempet siden mit første besøg).
Når jeg hører personer, der ikke bor her, tale om byen, forekommer det mig undertiden, at byen har en næsten mytologisk status i folks bevidsthed. Alting formodes at skulle beskrives med superlativer. Og hvad betyder det så, når man bor her?
For sådan til daglig går man ikke rundt og forventer at blive kidnappet på åben gade. Vi sniger os ikke langs husmurene af frygt for at komme i skudlinjen. Vi måber ikke over verdens efter sigende største juletræ eller dvæler over, at byen er vært for klodens største maraton, stormagasin og børs. Det er noget andet, der udgør den der besynderlige velcro-effekt, byen har. Ihvertfald for mig.
Der bor tre gange så mange mennesker i The New York Metropolitan Area som i hele Danmark. Området har USAs største befolkningstæthed og er et af de steder i verden, hvor der bor flest mennesker, der er født i et andet land. Vi er et overordentligt spraglet folkefærd i demografisk, kulturel, lingvistisk, gastronomisk og seksuel forstand.
Det kan bringe amatør-antropologen frem i hvemsomhelst. Selvom vi alle lader os assimilere og får fortyndet vores oprindelige etniske livsstil med en eller and grad af amerikanisme, indeholder New York hele verden i miniformat. Og alle har en historie. Og hvis man som jeg er tossemagnet, får man den ofte fortalt, om man så synes, man står og har brug for det eller ej.
For et par år siden fik jeg en henvendelse fra en gammel ven, en journalist, som jeg ikke havde talt med i 25 år. Han spurgte, om jeg havde lyst til at skrive artikler for et dansk online medie, Point of View International, hvor han var redaktør. Det kom noget bag på mig, men jeg indvilgede og har siden skrevet en del, mest om New York, som folk åbenbart læser. Jeg sagde på et tidspunkt til min ven, journalisten, at det nok ikke var overgået mig, hvis jeg havde boet i Nørre Snede.
Jeg tager en masse billeder. New York er en visuel buffet, der er et mikrokosmos at udforske på hvert gadehjørne, ihvertfald hvis man som jeg non-lineært, adspredt zigzagger sig gennem tilværelsen. Jeg er blevet opfodret af adskillige mennesker til at udgive en fotobog om New York. Så nu overvejer jeg muligheden for at delagtiggøre mine sagesløse landsfæller i mine betragtninger og afmystificere byen, der satte kløerne i mig og aldrig slap.
Alle har hørt om New York, mange har været der, og millioner bor her. Byen synes at gøre indtryk, selv på afstand; den forekommer at have en næsten mytologisk status i folks bevidsthed. Det har jeg fået bekræftet igen og igen, både personligt og igennem den respons jeg har fået på essays, jeg i de senere år har skrevet på online mediet Point of View International.
Jeg har boet i New York i 30 år, og selv om byen nok er afmystificeret for mig, er den aldrig holdt op med at være fascinerende.
Folk flytter hertil af mange årsager: Ambitioner, nysgerrighed, nød, kedsomhed, underholdningsmuligheder, eller fordi de af en eller anden grund ikke føler, deres livsstil og preferencer er forenelige med, hvor de nu er. Det gør New York til en pulserende metropol i etnisk, kulturelt, gastronomisk, fashionistisk og arkitektonisk forstand. En buffet af subkulturer.
New York er hjemsted for kontinuerlig, og i nogle sammenhænge accelereret evolution på godt og ondt, hvilket betyder, at man, selv om man bor her, aldrig helt ved hvilket mikro- eller makro-kosmos, der venter om det næste gadehjørne.
Jeg har fotograferet New York i mange år og er ofte blevet opfordret til at udgive mine billeder. Jeg har tænkt mig at lave en kombineret foto- og essay-bog, hvor jeg inviterer læseren ind i min version af New York - under turistradaren - ind til nerven.
Bogen bliver til i samarbejde med et team af venner og bekendte, som jeg har lært at kende gennem mange år med viden om kunst, æstetik, grafik, journalistik og forlagsvirksomhed. Dermed tror jeg, vi i fællesskab besidder viden og nogle af de erfaringer, som er nødvendige for at få et foto- og essay-bogprojekt til at lykkes. Teamet består af kunstneren Hans Krull, grafikeren Keld Preuthen, forlagsredaktør og journalist Stig Petersen og mig, Bibs Carlsen, kaldet Trixi Dane. Vi har ikke mange penge at skyde i projektet, men stor passion for den smukke, fascinerende bog med helt specielle beskrivelser og fotos fra et betagende, svimlende, begejstrende, chokerende og farvestrålende New York. Vi er ikke i tvivl om, at bogen vil vække opmærksomhed og skabe diskussion om denne mytologiske storby.
Vi håber, din interesse for New Yorks særprægede metropol vil give dig lyst til at medvirke til at søsætte denne nyskabende foto- og essaybog gennem dette crowdfunding projekt. Se nærmere på Rewards, hvordan du kan støtte økonomisk - og hvad du får ud af det.
