Broen Næstved støtter udsatte børn og unge i Næstved, i alderen 0-17 år:
Broen Næstved er en frivillig forening, bestående af 7 bestyrelsesmedlemmer i Næstved. Vores mission er, at give alle børn og unge muligheden for en aktiv fritid. Dette arbejder vi på at opnå, gennem fundraising og sponsorater. De penge vi modtager, går ubeskåret til betaling af kontingenter og udstyr til udsatte børn og unges fritidsinteresser. Vi samarbejder tæt med skoler, institutioner, foreningslivet og socialforvaltningen i Næstved, om at finde frem til de familier, der har det største behov. Når vi kommer i kontakt med en familie med børn eller unge, som ønsker at deltage i en fritidsaktivitet, f.eks. fodbold, spejder eller andet, men som ikke har de økonomiske midler til at betale for at barnet kan deltage, sætter vi os ned og snakker om hvad de har behov for og hvad barnet ønsker at deltage i. Herefter hjælper vi familien med at melde barnet til aktiviteten, og vi laver en aftale med foreningen om at Broen Næstved betaler for kontingentet. Er der desuden noget udstyr som barnet mangler for at kunne deltage, tager vi sammen ud og køber det nødvendige udstyr til barnet.
Ved at støtte Broen Næstved, støtter du Næstveds børn og unge til en aktiv fritid.
Se desuden mere på www.broen-naestved.dk eller på facebook.