medlem siden 11. oktober, 2022
Jeg hedder Rasmus Matthiesen, og jeg er sangskriver fra Gl. Rye.
De sidste fire år har jeg arbejdet på mit tredje album, Ansøgeren, som udkom i marts 2023.
Denne sidste del af processen handler om, at jeg meget gerne vil udgive mit album på vinyl. Men hvis det skal lade sig gøre, har jeg brug for jeres hjælp.
Derfor har jeg oprettet denne crowdfunding, i håbet om, at jeg kan få lov til at sende mit album ud med posten til jer - og at sangene på den måde kan få et liv ude hos jer.
Herunder har jeg skrevet om tankerne bag albummet og sangene, om tilblivelsen og processen og om de dygtige musikere, som har hjulpet med at skrive og indspille. Jeg håber, I vil læse med.
Om albummet og sangene
Efter en periode hvor lysten til at skrive sange var forsvundet, arbejdede jeg i 2018 på Rødding Højskole. Her blev jeg stærkt inspireret af at synge fra højskolesangbogen hver dag, og jeg genopdagede sangenes evne til udtrykke det historiske, det politiske og naturen. Det blev startskuddet til en række nye sange. Ikke højskolesange, men sange som kredser om livets ubegribelighed, kærligheden, friheden, årstiderne, historien, tvivlen og troen.
Sange, som alle forsøger at tegne et billede af, hvem jeg er, og hvad jeg er rundet af som menneske og sangskriver. Og som samtidig forsøger at flette min egen søgen efter identitet ind og ud mellem vores fælles historie og den særlige tid, vi befinder os i.
På albummet er der både historier om og til nogle af de mennesker, steder og begivenheder, der har haft betydning for mig. Fra modstandsdigteren Morten Nielsen til min bedstefar på Djursland. Men også sange om at lede efter sin identitet i slutningen af tyverne og om helt uforberedt at blive ramt af foråret og en stærk lyst til at elske og springe ud i livet - inspireret af Jens Rosendahls smukke sang, Du kom med alt det der var dig.
Albummets titel, Ansøgeren, referer til det sted, jeg befandt mig i livet, imens sangene blev til. Mellem uddannelse og job, mellem tvivl og tro, mellem vikartimer og dagpengesystemet. Og med en gennemgående søgen efter mening og et fast ståsted i livet. Sangen, Jeg Skulle Have Været, opsummerer det måske allerbedst, da den sammenfletter nogle af de vigtigste røde tråde på albummet. Hvem er jeg? Skulle jeg have været en anden? I sangen - ligesom på albummet - stiller jeg spørgsmålene, men lader svarene stå åben for fortolkning. Både sangen og albummet gennemsyres dog af en stærk tro på tingene og en glæde ved at befinde mig netop der i livet, hvor jeg gør. For tænk hvis det var lige præcis sådan her, det skulle blive.
Processen og musikken
Albummet blev indspillet over en periode på tre år og i tæt samarbejde med producer, Thor Andersen. Med afsæt i mine akustiske demoer gik vi i Grapehouse studiet på Frederiksberg i december 2020 og oktober 2021 og indspillede grundsporene til sangene på bare fire dage. I studiet havde jeg en række dygtige musikere med, som udover Søren Bigum på guitar, mandolin og pedal steel, talte Casper Simonsen på trommer og percussion, August Feldballe Korsgaard på klaver og Julius Holst Hvarregaard på bas og kontrabas. Thor Andersen har efterfølgende også spillet flere instrumenter på albummet, mixet og mastereret.
Lyden på albummet befinder sig et sted i grænselandet mellem folk, rock, country og den klassiske danske vise- og sangskriver tradition. Gennemgående for albummet er lyden af et band, der spiller sammen i et rum. Håndspillet og akustisk. Med god plads til mine historiefortællende tekster. Men også med omkvæd der forhåbentlig både kan synges med på og danses til.
Støtte
Ved at støtte albummet og produktionen af vinyler, kan du få tilsendt en signeret vinyludgave af albummet, så snart det lander fra trykken. Hvis du giver et ekstra bidrag, sender jeg også Nye Idealer albummet med på vinyl. Og hvis du er meget gavmild, så kommer jeg sågar forbi og spiller en intim solokoncert hjemme i din stue.
Tak for at have set og læst med hertil. Jeg håber, det nu står mere klart, hvorfor det er vigtigt for mig at udgive dette album på vinyl. Og jeg håber, du vil hjælpe mig og sangene, det sidste stykke på vejen.
Har du spørgsmål eller kommentarer, er du mere end velkommen til at skrive til mig på: rasmusmatthiesen@gmail.com
Alt godt
Rasmus Matthiesen
Alt eller intet
Dette projekt er et såkaldt "alt eller intet"-projekt. Det betyder, at hvis projektet ikke når dets mål, så tilbagebetales pengene til alle støttere.
Tusind tak for at hjælpe Ansøgeren på vej! Jeg sender dig et signeret eksemplar af Ansøgeren på vinyl, så snart det lander fra trykken.
Tusind tak for at hjælpe Ansøgeren på vej! Jeg sender dig et signeret eksemplar af Ansøgeren på vinyl, så snart det lander fra trykken. Oven i hatten får du også et eksemplar af Nye Idealer albummet tilsendt på vinyl.