Dead Man Talking er beretningen om Gunnar Langemarks kamp mod en meget aggressiv og dødelig cancer og hans oplevelser i det danske hospitalssystem gennem mere end et år. Den følger Gunnars iagttagelser og overvejelser fra han gennemgår en langvarig og delvis uskøn diagnostisk proces, over to operationer og en hård strålebehandling til han rekreerer sig - indtil det konstateres at kræften har spredt sig. Hans iagttagelser af sundhedsvæsenets fejl og mangler og dets begrænsninger fører til en grundlæggende kritik af hospitalernes måde at fungere på og de principper der styrer deres opbygning. Samtidig beretter han hele vejen igennem forløbet om sine tanker og følelser sådan som de udvikler sig når man må se døden i øjnene. Samtidig er han tvunget til at kæmpe med ikke blot sygdommen men også med det offentlige bureaukrati og dets træghed, samt manglende evne til at tilpasse sig en uvant situation. Gunnar Langemark har en sygdom der er så sjælden, at der ikke rigtig er noget "plejer" og lægerne har svært ved at finde på andet at gøre end at følge de standardiserede vaner og krav, som i værste fald kan slå patienten ihjel.
Booomerang-projektet har vi sat i gang for at sikre finansieringen af bogen. Bogen udgives af forlaget DreamLitt og Thomas Vilhelm er redaktør på bogen. Den forventes udgivet i slutningen af februar og det ser foreløbig ud til at den kommer til at være på ca 250 sider. Vi ser frem til at denne bog bliver til virkelighed og takker på forhånd alle der giver en hjælpende hånd med.