Maskineri Til Socialøknomisk Virksomhed

57.510,00 kr. 104.56% af 55.000,00 kr.

22

crowdfunders
udløbet
,
Jesper Yde Knudsen @jesperyk

medlem siden 11. september, 2017

Om projektet

Ny Vaskemaskine til Store Heddinge Møntvaskeri

- En socialøkonomisk virksomhed på Stevns

Møntvaskeriet i Store Heddinge er indrettet af kiksefabrikant Olsen for mere end 30 år siden. Når man træder ind i lokalet på Rengegade i Store Heddinge, er det som at træde direkte ind i firserne. Lokalet står som en tidslomme med linoleum på gulvet og vaskemaskiner og tørretumblere fra dengang ting blev lavet til at holde.

Vaskeriet benyttes dagligt af folk fra byen og nærområdet, som kommer for at få overstået vasketøjet. Maskinerne klarer alt fra hestedækkener til silkeskjorter. Nogle kommer med bilen fuld af håndklæder og tæpper, andre kommer med det daglige vasketøj.

Møntvaskeriet er en del af lokalsamfundet. Det er en funktion i byens mekanisme.

Møntvaskeriet blev i august 2017 overdraget til en gruppe frivillige borgere, som ønsker at bevare vaskeriets funktion i byens mekanisme. Foruden selvbetjeningsvaskeri skal der fremover etableres vaskeservice overfor medborgere, som ønsker at få hentet snavset vasketøj og få det leveret tilbage nyvasket og pænt lagt sammen. Opgaven skal udføres af unge på kanten af arbejdsmarkedet, som enten selvstændigt eller under ledelse af kvalificeret pædagogiske personale.

Store Heddinge Møntvaskeri drives som en socialøkonomisk virksomhed, som primært har til formål at skabe meningsfulde arbejdspladser til unge med særlige behov. Uanset om man er ung eller gammel – og om man har særlige behov eller ej – så giver det mening med livet, når man har et arbejde. Når man har en funktion i byens mekanisme.

Siden midten af juli har initiativgruppen arbejdet på at blive klar til overtagelse af vaskeriet. En del af opgaven har bestået i at rejse midler til depositum og første måneds husleje samt til den videre udvikling af vaskeriet – udviklingsplanerne vender vi tilbage til.

Der er rejst midler fra tæt ved 90 långivere, som hver især har købt en indflydelsesgivende andel i vaskeriet for 1 kr. og samtidig ydet et lån på kr. 500. Alt i alt nok til at udgøre en egenkapital i virksomheden, som den kan drives videre for med både faste og uforudsete omkostninger.

Driften af møntvaskeriet varetages af en frivillig direktør, som sikrer at alt er i orden og hjælper vaskeriets første praktikant, Dan, med at løse daglige vedligeholdelsesopgaver.

Foreløbig er den fortsatte drift sikret – med de 30 år gamle maskiner.

Vaskeriet er udstyret med

  • 5 vaskemaskiner til 7 kg

  • 5 store orange tørretumblere

  • 2 centrifuger, heraf er den ene defekt

  • 2 vaskemaskiner til 12 kg, heraf er den ene defekt

  • 1 sæbedispencer

  • 1 skyllemiddeldispencer, defekt

  • 1 møntautomat


Alle maskiner er blevet møjsommeligt vedligeholdt. Sæbeskåle vasket, filtre renset, kileremme tilset. Når noget gik i stykker på en maskine, blev det hurtigt skiftet ud, så maskinen kunne køre videre og gøre sin opgave.

En enkelt centrifuge blev dog på et tidspunkt sat så alvorligt ud af spillet, at den blev sendt på pension. En kunde glemte at tage en mursten op af sin bukselomme, inden bukserne blev lagt i centrifugen. Det var næppe hærværk, for den slags gør man ikke på et vaskeri som dette.

Desuden er der opstået en fejl på den ene af de to store vaskemaskiner, som egner sig til tæpper, hestedækkener og små topmadrasser. Maskinens programcomputer er brændt sammen, og en ny ’computer’ koster mere end en bedre, brugt bil.

Hjælp os med at rejse penge til en ny stor 15 kg vaskemaskine, som bruger mindre strøm og vand. En ny stor vaskemaskine vil gøre vaskeriet mere attraktivt for kunder med behov for stor vaskekapacitet, og det er den første større forbedring, vi har planlagt i maskinparken, og vi håber at kunne erstatte den gamle 12 kg maskine senest sidst på efteråret, når det er højsæson for vask af vinterdækkener. Solide industrivaskemaskiner er lavet til at blive brugt mange gange hver dag i mange år. Maskine 8 har aftjent sin værnepligt, derfor leder vi efter kr. 55.000 til at installere en helt ny industrivaskemaskine.

Næste skridt er betalingsautomaten, som vil give adgang til betaling med kreditkort og mobilepay.

 
Partnerskaber