Du befinder dig i et rum, hvor alle dine sanser er i spil - der er måske varmt, der dufter af græs, du kan sætte dig på et tæppe på gulvet og drikke en kop kaffe mens du kigger på billedet, videoen, fotografiet som hele dette scenarie er baseret på.
Visionen med Xenodoxia er at præsentere kunsten i et mere sanseligt og inddragende format. Vi tror på at kunsten ikke bare skal ses, den skal opleves - med alle sanserne. For os handler kunst om at være en del af et fælles oplevelsesrum, hvor inddragelse og gensidig udveksling af tanker og idéer er omdrejningspunktet.
Hos Xenodoxia inddrages hele rummet i udstillingen og du træder direkte ind i kunstværkets fortælling.Vi arbejder med stemninger og skaber små universer, hvor kunsten formidles i flere dimensioner. Vores mål er, at skabe udstillinger der rykker ved din livsverden og sætter sig i dit system.
Formålet med denne kampagne er at rejse penge så vi kan realisere fire udstillinger i løbet af 2018.
Til dette har vi brug for din hjælp!
Om os:
Xenodoxia er stiftet af Rebekka Hellstrøm. Rebekka har arbejdet kreativt gennem hele livet og har blandt andet lavet den oplevelsesbaserede kunstudstilling "Hverdagens Ansigter" og den immersive event "Det Psykedeliske Eksperiment". Rebekka interesserer sig for kunst i alle tænkelige formatet og er især optaget af at undersøge, hvordan forskellige medier kan blandes for at skabe totaloplevelser. Rebekka er desuden uddannet i Performance Design v. Roskilde Universitet.
Med på holdet er Fie Andresen som er medejer af Xenodoxia. Fie har altid haft en passion og interesse for sanselige og omsluttende oplevelser. Gennem hendes uddannelse i Performance Design og Kommunikation på Roskilde Universitet har hun arbejdet med koncept- og brandudvikling samt hvordan virksomheder kan skabe værdi og identitet gennem kreative tiltag. Fie har en særlig interesse for lyd, dens relation til os mennesker, og hvordan den kan fungere som et æstetiserende og stemningssættende element i mange aspekter af livet.