Jeg vil indlede med at sige, at jeg virkelig har været i tvivl om jeg skulle oprette denne indsamling, men omvendt er jeg også nået til en erkendelse af, at jeg får brug for jeres hjælp, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om, at vende tilbage til topklassen i dansk motorsport – OK Mobil 1 Danish Supertourisme (DST).
DST er en fantastisk klasse som jeg fluks forelskede mig i, da jeg for første gang så bilerne på Padborg Park i 2015. Klassen er garant for fed underholdning – både på og udenfor banen.
Min indsamling vil højst sandsynligt dele vandene, men jeg har intet problem med at bede om hjælp – jeg ser det egentlig mere som en styrke, når jeg tør indrømme, at jeg står i en situation jeg ikke kan løse på egen hånd.
Det var stort for mig at blive offentliggjort som ny DST-kører i februar måned, hvilket jeg skylder mine samarbejdspartnere en stor tak for. Det gør dog også, at jeg nu sidder tilbage med en rigtig dårlig smag i munden, idet sæsonen kom til at handle om alt andet end det sportslige.
De mange udfordringer i indeværende sæson, har fået stor indflydelse på både det personlige og økonomiske plan, og det har været stærkt medvirkende til, at jeg på intet tidspunkt har følt den tryghed der er så vigtig, når en sportsudøver skal præstere på et højt niveau.
De mange udfordringer har endvidere bevirket, at jeg ikke har kunnet tilbyde de optimale rammer for mine samarbejdspartnere, og det er jeg enormt ærgerlig over.
Af etiske årsager kan jeg ikke komme nærmere ind på, hvilke udfordringer jeg har kæmpet med.
Jeg har på det seneste fået henvendelser fra forskellige teams, der tilbyder mig et sæde i 2018. Det kræver at jeg medbringer en pose penge, men omvendt fortæller det mig også, at folk ser et potentiale i mig, hvor de kan tilbyde de rammer som mine samarbejdspartnere, mit crew og jeg har brug for. Disse henvendelser giver fornyet håb og tro på, at jeg er tilbage bag rattet, når DST-sæsonen skydes i gang d. 21.-22. april 2018.
Af hensyn til mine samarbejdspartnere og mit crew, så nægter jeg at kaste håndklædet i ringen og sige tak for denne gang. NO WAY! Jeg kæmper videre, men kan ikke nå i mål uden jeres hjælp. Det må jeg bare være ærlig og erkende.
Afslutningsvis er det vigtigt for mig at sige, at denne indsamling ikke har noget at gøre med min ulykke på Ring Djursland i september måned, for det er en del af sporten og man ved at et ”crash” kan forekomme. Denne indsamling handler udelukkende om, at min sæson blev smadret på grund af udfordringer udenfor banen. Disse udfordringer har sat mig økonomisk tilbage, og mit håb er derfor, at I vil være med til at løfte i flok.
Der vil være dokumentation på, hvad pengene bruges til.