Jeg er komponist, tekstforfatter og musiker/sangerinde og har 3 musikudgivelser bag mig i eget navn og med eget materiale. Derudover har jeg blandt andet medvirket som tekstforfatter på et par værker af andre komponister.
Med denne udgivelse gør jeg noget, jeg ikke har prøvet tidligere: At lade teksterne stå alene.
Dog ikke uden først at have fået et par kraftige skub herhen af nogle andre tekstforfattere med argumentet om, at teksterne er så indholdsmættede, at man også kunne ønske sig mulighed for at fordybe sig i dem som digte uden musik.
Digtene i denne samling findes ikke som sange på mine tidligere musikudgivelser. Men jeg vil ikke udelukke, at de bliver udgivet med musik på et senere tidspunkt.
En eventuel støtte til dette projekt vil gå til finansiering af tryk og udgivelse af et mindre oplag i en god materialekvalitet, som er indbydende og rar at holde i hænderne - og naturligvis så miljøvenlig, som det overhovedet kan lade sig gøre.