FANTASTISK - Etape 2 er sat i gang - hvis vi lykkes med den vil vi ikke alene redde en masse skildpadder, vi vil også fjerne plastikforurening fra et af Ghanas smukkeste naturområder OG vi vil gøre livet lettere for de lokale fiskere :-)
I 2019 var min familie og jeg i Ghana - vi boede på den smukkeste strand, Busua Beach, og hver dag håbede vi på havskildpadder. Men det eneste vi fandt var de tomme skjolde på den lokale landsbys skraldebunke. Det var svært at bebrejde de fattige fiskere, for ofte kom de hjem efter fem dage på havet uden nogen fangst. Det gjorde dog stadig ondt i hjertet med de synlige rester af slagtede, truede dyr.
To dage før hjemrejse, kom en fattig lokal fisker op med en lille skildpadde, og jeg købte den fri og satte den ud i havet. På vej ud mod bølgerne faldt vi (næsten bogstaveligt) over en kæmpe indfanget læderskildpadde. Den købte vi selvfølgelig også fri. Samme dag besluttede min søn Alfred og jeg, at vi måtte gøre noget: Ghanas skildpadder skal ikke ende i suppegryden – de skal svømme i havet og lægge æg på strandene. Og de skal give værdi tilbage til de fattige lokale fiskere.
Sådan opstod Projekt Alfreds skildpadder, der hjælper havskildpadderne, men som samtidig direkte belønner de lokale, der hjælper os.
Projektet skal naturligvis hedde ”Alfreds skildpadder”, for det handler om at give ham og alle hans jævnaldrende en mulighed for at opleve havskildpadder, også når de bliver voksne. Og så handler det om at vise de yngste, at det er muligt at gøre en positiv forskel her i livet. I 2020 håber vi på, at kunne bygge en ny redestrand til havskildpadder og ansætte lokale rangere, til at passe på både unger og voksne skildpadder - anslået pris 25-50.000 kroner.
I 2021 vil vi gerne udvide projektet med en indsats, der skal rydde stranden for plastikposer. Samtidig vil vi gerne rense vand til drikkevand, så færre plastposer ender i naturen. Anslået pris 100.000 - 500.000 kroner
I 2022 håber vi at udvide projektet til flere strande i Ghana og bygge et rehabilitetscenter for havskildpadder.
HVEM ER VI?
Ud over mig selv min søn Alfred og min datter Ingrid er projektet i samarbejde med Scorpion Hill Lodge, der generøst har lagt land til den kommende redeplads for havskildpadder. Derudover er de lokale fiskere involveret, for uden dem kommer vi ingen steder. I 2020 håber vi på, at kunne bygge en ny redestrand til havskildpadder og ansætte lokale rangere, til at passe på både unger og voksne skildpadder.
Scorpion Hill Lodge bliver drevet af Mike Abus og er ejet Hans Jørgen Pedersen - og uden dem var der intet projekt.