Understøt Bureauet

82.500,00 kr. 110.00% af 75.000,00 kr.

85

crowdfunders
udløbet
dpbsforlag @dpbsforlag

medlem siden 26. juli, 2012

Om projektet

Kære læsere, forfattere, venner og følgere,

Vi fra Det Poetiske Bureau har forsøgt at holde skrivebordet oprejst så længe vi kan – og dette er ikke en trussel om at vi lukker hvis vi ikke opnår målet med denne kampagne, for vi er nogle stædige bæster – men de restriktioner vi nu har levet under i snart et år truer mildt sagt med at slå benene væk under vores ukompenserede og kreditløse Bureau.

Det er i disse dage præcis et år siden vi fik øje på nogle charmerende ledige lokaler på Fælledvej, som skabt til at danne ramme om et levende folkeligt litteratur- og kultursted. Vi nåede lige at skrive under, betale afståelse og depositum med lånte penge og male de første vægge – så blev landet lukket ned og har ikke været det samme siden; selv da der blev løsnet mest op turde forholdsvist få komme til de fleste af de arrangementer vi forsøgte at afholde. Investeringen på næsten en halv million (i afståelse, depositum, istandsættelse og husleje) har derfor været en foreløbig katastrofe rent økonomisk.

Som non-profit privat erhvervsdrivende forening uden fastlønnede medarbejdere og med primært kortsigtet programlægning, der ikke har kunnet fremvise sammenlignelige tabte indtægter fra vores tidligere butik i Møllegade, og med for stor omsætning til at opnå særlig kompensation igennem puljer målrettet foreningslivet, kaster vi for øjeblikket penge ud i det blå til månedlige udgifter på op imod 23.000 kr. for en butik vi ikke må holde åbent. Ydermere får vi selvfølgelig heller ingen bestillinger ind fra landets øvrige lige så lukkede boghandlere længere, og også bibliotekerne synes at have skåret ned på deres indkøb det sidste år.

Det største tab er dog utvivlsomt livet og samværet med og mellem litteraturvenner, -elskere, forfattere, oversættere og andre kunstnere, og deres nødvendige møde med manden fra gaden som vi har forsøgt at facilitere siden for to årtier siden i Griffenfeldsgade.

Vi kæmper med hænder og fødder for at understøtte Bureauets vaklende ben, men vi har ikke legemsdele nok til at holde oprejst hvis et ben mere knækker. Og selvom I køber rigtig mange bøger allerede er det ikke nok til at holde alle kreditortermitterne på afstand.

Derfor beder vi jer endnu engang, venner, om at vise solidaritet i nøden med et stort lille idealistisk forlag der har udgivet snart 300 titler af høj kvalitet og fra en kæmpe palet af epoker, kulturer og personligheder de sidste 14 år. Vi arbejder alle i redaktionen, salgsafdelingen, administrationen og i forlagets øvrige afdelinger 100 % gratis så det bidrag du måtte give går 100 % til at dække vores omkostninger til produktion og udgivelse af dansk trykt og Co2-fri moderne og klassisk uafhængig litteratur.

Bidrag med minimum 250 kr. og få et medlemskab i vores Bogklub med på vejen. Det giver 10 % rabat på vores bøger og abonnement på vores tidsskrift der udkommer tre gange om året.

Det kan I så passende bruge til at investere i nogle af de spændende titler vi gerne – hvis økonomien tillader det – vil præsentere jer for i forårets løb og som bl.a. inkluderer:

Ny dansk skønlitteratur

Torben Dalhof: Månesyge (digte)
Claus Ankersen: Dansen om pigkuglen (digte)
Emil Johansen: På evighedens vinger (digte)
Jakob Brønnum: Drømmetræet (digte)
Arne Herløv Petersen: Set (digte)
Georg Oldskov: Øjne der ligner fingre (prosa)
Ole Perregaard: sgu (prosa og poesi)
Henrik S. Holck: Drengs skyld (roman)
Marie Ladefoged: Kristianopelfantasien (roman)
Utyske No. 8 (antologi red. af Gorm Rasmussen & Per Aage Brandt)

Bureauets Lommebibliotek

Victor Serge: Jordskælv & andre fortællinger
Buson: Tempelklokken - haiku
Basho: Bambus i sne – haiku
Charles Baudelaire: Udvalgte digte
Charles Baudelaire: Parisisk spleen
Arthur Rimbaud: En årstid i Helvede
Arthur Rimbaud: Illuminationer
Arthur Rimbaud: Udvalgte digte
G.I. Gurdjieff: Beelzebuls fortællinger til sit barnebarn
Jules Verne: Guldvulkanen
Dao de Jing
Ny kurdisk lyrik

Vi samler ind til og med den 10. marts hvor vi – sammen hver for sig - har kæmpet mod elementerne i et år. På forhånd tak for jeres støtte!

NB: Det er i øvrigt lige så godt at købe vores bøger som at støtte indsamlingen. Køb dem fra vores hjemmeside: www.detpoetiskebureau.dk

 

 

 

 
Partnerskaber