I oktober 2022 kunne Poul Bundgaard fylde 100 år. I den anledning udkommer 26. september en ny stor rigt illustreret biografi om skuespilleren, der stadig er kendt af alle danskere. Især som Kjeld fra Olsen Banden. Men han var langt mere end Kjeld. Han var et menneske, der levede i krydsfeltet mellem at være generøs og kærlig hjemme og hårdt ramt af sceneskræk ude. En mand hvis hemmelige drøm om at blive operasanger led et knæk. En mand der som skuespiller kunne langt mere, end han blev bedt om. Og som døde med støvlerne og Kjelds kostume på.
Nu kommer historien bag de store succeser, linedansen som menneske og de mere skjulte sider af Poul Bundgaard for en dag i en nuanceret og rigt illustreret biografi. Iden er baseret på research i aviser, blade og bøger og mere end 50 interviews. Blandt andet med Poul Bundgaards enke, Kirsten, hans tre børn, nære venner og stjernekolleger. Og gavmild adgang Nordisk Films arkiver.
Jacob Wendt Jensen har tidligere skrevet biografier om for eksempel Ove Sprogøe og Lise Nørgaard og han har endvidere været med til at skrive definitive bøger om tv-serien ”Matador” og rockbandet ”Gasolin’”.
Bogen bliver på minimum 300 sider med omkring 75 fotos og vil i boghandlen koste 349 kr.