Om projektet
OP PÅ MÆRKERNE
En guide til troværdige forbrugermærker. Følg med på
vores Facebook-side for spændende opdateringer om kampagnen og viden om mærker.
Fundingbeløb: 100.000 kr. til design, grafisk arbejde, redaktion, korrektur og trykning, så vi kan fremstille en læseværdig og nyttig guide til alle dem, der vil styre deres forbrug i en bæredygtig retning, så man køber produkter, der ikke skader miljø, mennesker eller dyr.
Vi er mange der gerne vil købe de bedste og mest bæredygtige produkter.
Så vi kigger efter forbrugermærker. De rigtige mærker. Altså dem ikke er udviklet af virksomhederne selv, men af en tredjepart.
Producenter og butikker ved, at vi godt kan lide mærker, og at vi kigger efter symboler. De fleste mennesker orienterer sig efter symboler.
Derfor er der mange symboler på produkterne. Udover selve produkt-logoet. Nogle produkter er forsynet med tre symboler. Nogle har fem. Og der findes også produkter med endnu flere.
Spørgsmålet er så, om vi som forbrugere kan finde de mærker, der betyder noget. Vi vil jo gerne gøre de bedste indkøb, når vi nu har besluttet at tage dankort frem. Vi vil gerne vælge de produkter, der er mest skånsomme over for miljøet. Eller de produkter, der har en social profil. Eller dem der er et sundere valg end de andre i samme kategori. Kort sagt de produkter, som er bedre for mennesker, dyr og miljø.
Hvis vi bare kunne gennemskue produkternes mange symboler … Så vi ikke behøver læse vores egne forestillinger ind i mærkerne.
Der er nogle, der taler om en jungle, en mærkejungle. Altså at det er vanskeligt at orientere sig i de mange symboler.
Det vil vi gerne gøre noget ved. Vi vil gøre det lettere at navigere. At vælge de bedste mærker.
Det er sådan, at vi allerede har udviklet en metode til at identificere de mest troværdige mærker. Og beskrevet det i bogen: MÆRK DIN FORRETNING. Den henvender sig til virksomheder, så de kan bruge de bedste mærker – hvis de vil.
Nu er det vores plan at skabe en nem guide til forbrugeren.
Vi søger midler til at gøre projektet til virkelighed, og inviterer alle interesserede – både forbrugere og virksomheder - til at gøre det muligt.
Vi har udtænkt en stribe rewards, så der både er noget til forbrugeren og virksomheden, der vil spytte i kassen. Tjek det ud, og byd ind.
Kontakt på mail: susanne.hacke@letzcerti.com eller lars.ludvigsen@letzcerti.com