Tak for hjælpen - ikke karrig, med at give retur.

Et vigtigt element i et crowdfunding projekt er, at sige 'Tak for hjælpen' på en ordentlig og ikke-karrig måde. På booomerang.dk kaldes det incitamenter.

Når du planlægger dit projekt, så tænk godt over hvad du vil give retur til dine fans, venner og bekendte der har støttet dit projekt. Hold dig ikke tilbage. Selvom crowdfunding tit og meget oftes beskrives som om at folk bare 'giver pengene væk', så er sandheden nok at der er lidt bytte-bytte købmand i os alle. Også når det gælder crowdfunding. Modtager dit projekt penge fra én af de 3 F'er (friends, family and fans), så kan det godt være de ikke har tænkt nærmere over hvordan, og med hvad, du siger tak for hjælpen. Og dog, nok alligevel. Andre gør helt sikkert. Så udover at gøre dit projekt attraktivt, få folk følelsesmæssigt involveret og måske endda engageret i dit projektet (blogindlæg om det senere) - så vær, for din egen og en vis herres skyld, ikke karrig med at sige 'Tak for hjælpen'. Vis format !

Jeg kalder det incitamenter - på andre crowdfunding site hedder det REWARDS, PERKS, Danke Schöns og en masse andet. Af primært skattemæssige årsager, vi lever jo i Danmark, så er jeg ved at få en revisorforening til at komme med en erklæring om hvordan crowdfunding er stillet skattemæssigt, herunder også incitamenterne. Lidt kedeligt, men nødvendigt og forhåbentlig ikke noget der vil kunne forhindre crowdfunding i Danmark. Den kamp senere, hvis det viser sig nødvendigt. Tilbage til incitamenterne, som du nok har gættet er det den gave, eller ting som dine støtter får retur for deres støtte (gave) til dit projekt.

Når du laver dit projekt, så gør incitamenterne super interessante, og selvfølgelig udvis mere og mere storsind jo flere penge en støtte giver til dit projekt. Lad mig tage et eksempel. En musik cd. . Et band vil gerne sætte sig selv i scene, og planlægger at udgive en CD.

Umiddelbart ville en naturlig 'Tak for hjælpen' være, at sende CD'en. Men gå et par skridt videre. Den trappestige du har planlagt for støttebeløbene - skal gå igen i incitamenterne .

1. incitament - 100-200 kr: Du får tilsendt vores CD når den er færdig. 1000 tak for hjælpen, du gør en forskel

2. incitament - 201-450 kr: Du får 1. incitament + 1 billet til vores launch party på spillestedet  The Dream i Roskilde. Vi bøjer os i støvet.

3. incitament - 451-800 kr: Du får 1. og 2. incitament + adgang til vores VIP område. Stort, mange tak - vi glæder os til at møde dig.

4. incitament - 801-1500 kr: Du får 1., 2. og 3. incitament + bliver nænvt i omslaget til cd'en. Vi elsker dig, din støtte er fantastisk.

5. incitament - 1501-4000 kr: Du får 1., 2., 3. og 4. incitament + du kommer med i studio'et når vi indspiller cd'en. Wauvvvv, fantastisk - du er vores stjerne.

 

Dette er kun et eksempel - skal lige skrives at jeg intet aner om hvad det koster at lave en cd, så bær lige over med mig - eksemplet tjener kun det formål, at vise hvordan det kunne gøres.
Michael Eis (@michael) Skrevet af Michael Eis (@michael), 17. maj, 2011
Partnerskaber