@perron ·
medlem siden 31. januar, 2018 PERRON er et samarbejde mellem to udøvende kunstnere: Palle Hjorth og Gorm Bull.
Formålet er at få original dansksproget musik ud blandt mennesker som har mod på at lytte og fordybe sig i musikken. Det sker via udgivelser og anderledes koncertformer. Her følger lidt om hvem de to herrer er:PALLE HJORTH født 1975. Palle Hjorth har fra barnsben spillet orgel, og var hurtig klar over at det var den vej han skulle gå.
Efter efterskolen og gymnasiet, gik turen mod Det Jydske Musikkonservatorium, hvor han blev optaget på den rytmiske linje, med Hammondorgel som hovedfag. Efter 3 år på konservatoriet, sideløbende med nogle år som klaverlærer ved Favrskov Musikskole, blev kalenderen så fyldt med koncerter og indspilninger, at Palle valgte at hellige sig karrieren som sessionmusiker og sideman.
Palle er primært hammondorganist, men har bredt sig til alt der har tangenter, klaver, harmonika og synths. Igennem de sidste snart 18 år, har Palle været fast medlem i en række grupper, bl.a. Peter Sommer, Povl Dissing Band, The Sandmen, På Slaget 12, Marie Frank, Gorm Bull, Hush, The Sandmen, Poul Krebs Band og ikke mindst Savage Rose, hvor han overtog tangenterne i 2006, efter afdøde Thomas Koppel. Han har endvidere, ved turnéer og enkeltstående arrangementer, arbejdet sammen med bl.a. CV Jørgensen, Steffen Brandt, Thomas Helmig, Lisa Nilsson, Michael Falch, Signe Svendsen, Nive Nielsen, Lille Palle, Mark Lanegan, Agnes Obel, Stig Rossen, Andrew Strong og mange andre.
Som sessionmusiker, komponist og arrangør har Palle indspillet over 100 CD'er, med en lang række kunstnere i forskellige genrer. Bl.a. Savage Rose, Poul Krebs, Povl Dissing, Vincent Van go go, Allan Olsen, Peter Sommer, Mike Andersen Band, Lise Westzynthius, Moussa Diallo, Gorm Bull, Hush, Bruce Guthro og mange andre.
I 2014 modtager af kritikernes Steppeulv, som Årets Musiker.
Sideløbende spiller Palle skolekoncerter med bla. gruppen Soundtrack, og underviser på musikstævner som Coach/Banddoktor.
Palle bor i Højby på Fyn med Karina og deres to børn Karl og Esther.
GORM BULL født 1968. Gorm har optrådt stort set hele sit liv. Ja, allerede i 1974 gik 6-årige Gorm på scenen sammen med det skotske band The McCalmans. I ungdomsårene gik tankerne på teater og musik. Der skulle vælges en løbebane, men det lykkedes aldrig og Gorms liv blev en kunstnerisk fusion.
På sit visitkort står der: sanger, komponist, speaker, digter, performer og galskaber!
Autodidakte Gorm har siden 1990 levet af sin stemme og sin musikalitet. Var ansat som producer på Radio Viborg, Radio Silkeborg og ANR inden han i 1997 blev selvstændig som speaker. Gorm har blandt andet lagt stemme til DVD-serien ”Danskernes Egen Historie” og DR2’s ”Bertelsen på Caminoen”. Sideløbende arbejder Gorm med sin musik. Op gennem årene sammen med Ebbe Ravn, Nils Torp, Michael Hardinger, Bosse Hall Christensen og mange andre. I 2012 startede et stærkt samarbejde med musikeren Palle Hjorth. Sammen har de bl.a udgivet pladen ”Huskekager” og ”Noget om voksenliv”. Desuden optræder de sammen til utallige koncerter rundt om i landet.
Gorm bor i Knudby ved Viborg.Diskografi:
1993: ”Mer i mellem dig og mig” (Dansk Melodi Grand Prix)
1994: ”Champagnebol’” (slagsang til VHK)
1994: ”Danmarks Jernhårde Ladies” (slagsang til håndboldlandsholdet)
1995: ”2’eren kommer snart” (Gorm & Bydrengene, album)
1996: ”Verdens bedste roligans” (Gorm & the Rocking Roligans)
1997: ”Sig mig lig’, Mari” (Dansk Melodi Grand Prix)
2004: ”Cirkus”, Souvenirs (tekstforfatter og kor, album)
2005: ”Bongo Bongo”, Souvenirs (tekstforfatter og kor, album)
2008: ”Rækkehuse på Mars”, Souvenirs (kor)
2010: ”Kodimagnyler” (Hall&Bull)
2010: ”Hinterland”, Souvenirs (tekstforfatter, album)
2012: ”Konfirminde” (egen sang)
2014: ”Huskekager” (egne sange, album)
2015: ”Halfdans 1-2-3, Noget om voksenliv” (Halfdan Rasmussen sat i musik, Bull&Hjorth album)
2017: ”Tag min hånd – det er jul” (single og video)
2018: ”Mit liv er alles” (bog/cd om digteren Morten Nielsen, Bull&Hjorth)
2018: ”Alt er nu” (Bull&Hjorth album) 2019: "#sommerserenader" (Bull&Hjorth album) 2020: "Hej, lille du" (Bull&Hjorth single og video) 2020: "Himlen og dybet (Bull&Hjorth album, LP) 2021: "COVID-64" (Bull&Hjorth album)