Det Poetiske Bureaus Forlag har
siden 2005 samlet frivillige ildsjæle, aktivister, billedkunstnere, musikere og
selvfølgelig først og fremmest forfattere, oversættere og redaktører i et
nonprofit-fællesskab der har til formål at øge udveksling og gensidig
forståelse mellem alle verdens kulturer, at give stemme til de skæve og
originale kunstneriske stemmer der falder udenfor det etablerede system, og at
udgive klassisk verdenslitteratur uden det store potentiale for profit.
Vi har drevet åbne og imødekommende kulturhuse hvor alle samfundslag har kunnet
mødes i fordragelighed tre forskellige steder på Nørrebro – på Griffenfeldsgade
fra 2007-2011, på Møllegade fra 2011-2020 og på Fælledvej fra 2020-2023 – med digtoplæsninger,
foredrag, koncerter, kunstudstillinger, og meget mere – i alt mere end 500
offentlige arrangementer. Corona gjorde desværre en ende på vores kulturhusprojekter i København - for nu - og vi har derfor siden 2023 været de facto hjemløse.
Vi har udgivet et litterært tidsskrift siden 2005. Og
ikke mindst har vi udgivet snart 350 bøger – med hovedvægt på digtekunsten, som
vi var ét af meget få danske forlag til at holde i live i årene op til Yahya
Hassans fremkomst på den litterære scene, som revitaliserede interessen for at
skrive og læse ny dansk poesi. De mere end 120 unikke digtsamlinger af danske
samtidsdigtere vi har udgivet siden 2008 er næppe overgået af noget andet dansk
forlag, selvom vi ikke har talt.
Vi er måske mest kendt for vores udgivelser af klassisk verdenslitteratur,
deriblandt flere nobelpristagere (Mistral, Perse, Vargas Llosa), dekadente forfattere
(Baudelaire, Rimbaud, Huysmans, Nerval), verdenspoeter (Garcia Lorca, Pushkin,
Shakespeare, Brecht), mystik (Blake, Gurdjieff, Lao Zi) – ofte i fyldige, kommenterede
udgaver.
Vi
er en 100 % frivilligt drevet virksomhed, hvor ildsjæle i årenes løb har lagt mere end 100.000 timers ulønnet arbejde om ugen i pasning af butikKER og boglager, pakning
og forsendelse af bestillinger, redaktion, tilrettelæggelse, korrektur og
layout af udgivelser, samt i planlægning og afvikling af kulturbegivenheder.