OM CROWDFUNDING I TYSKLAND

Af: Boris Boll-Johansen, forfatter og crowdfunder, leder af Klørkonge.dk

Berliner Wirtschaftsgespräche er en forening, der arrangerer foredrag og podiumdiskussioner om forskellige temaer, der måtte have interesse for forretningsfolk i Berlin. En aften i slutningen af februar lød temaet: ”Crowdfunding - vom kreativen Glücksfall zur echten Finanzierungsalternative?” (Crowdfunding – fra kreativt lykketræf til reel finansieringsmulighed?). Jeg interesserer mig en del for crowdfunding og bor i Berlin - og meldte mig straks som interesseret tilhører, da jeg hørte om arrangementet.

Der var over 100 tilhørere i Berliner Saal på Landesbibliothek Berlin, der ligger en spytklat fra Museuminsel. Et absolut tilfredsstillende antal, erklærede foreningens formand glædesstrålende, da han åbnede mødet.

I podiet sad repræsentanter for forskellige tyske crowdfundingplatforme: Companisto, Innovestment, Startnext og FundedByMe.

Der er mange forskellige former for crowdfunding i dag. Man skelner mellem donation-based crowdfunding (finansielle bidrag uden forventning om modydelse), reward-based crowdfunding (bidrag mod små materielle eller immaterielle modydelser), lending-based crowdfunding (minikreditter) og equity-based crowdfunding eller crowdinvesting (der opererer med en form for anparter / (stam)aktier / tilgodehavender i forretningen / produktet / selskabet).

At spille en rockplade baglæns

I USA er crowdfunding som bekendt blevet et reelt alternativ til at optage (meget store) banklån. Tyskland halter, som Danmark og andre europæiske lande, langt bagefter.

I Europa - var der enighed om i podiet - lå der en betydelig udfordring i at opdrage iværksættere til i det mindste at orientere sig ud over de gængse forretningsmodeller, når de skal forsøge at stable noget på benene og har en vis portion penge nødig.

Det var sikkert også derfor, der ikke var så meget snak om kultur. Sådan et blødt emne kunne trække sagen i en forkert retning. Podiet ville gerne overbevise de tilstedeværende om, at de repræsenterede en seriøs branche. Og de var formentlig klar over, at hvis de kom for meget ind på den afdeling af crowdfundingen, der gør det muligt for musikere og forfattere at udgive dette eller hint, ville man hurtigt forbinde sagen med noget, der mindede om kunstnerstøtte - om ikke ligefrem socialhjælp. Og hvis man er medlem af Berliner Wirtschaftsgespräche, svarer det vel nogenlunde til at spille en rockplade baglæns.

Energien formelig strålede fra podiet. Det ligger i kortene, at det jo også er sig selv, ejerne og lederne af crowdfundingplatformene taler om, når de efterlyser mere mod til at prøve noget nyt. De har selv spadseret vejen. Og gør det til stadighed.

En ’mislykkethedskultur’

Denis Bartelt fra Startnext var ublu fan af innovationskraften i USA. (Hvilket vel kom bag på nogen, i hvert fald undertegnede, fordi han godt kunne ligne en Greenpeaceaktivist lidt.) I USA, mente Bartelt, er man helt på det rene med, at man fejler i hvert fald to gange, før man får fodfæste med en idé. Og før crowdfunding kan opnå markant succes i Tyskland, det vil sige: bare tilnærmelsesvis så stor succes som i USA, er der brug for en sådan ’mislykkethedskultur’. Der skal risikovillighed til. Ellers kører toget ikke.

Her kan jeg ikke lade være med at indsparke min egen tolkning af de generelle forhold. For det kan jo sagtens tænkes, at der sker noget i og med nettet. Ikke bare på den måde at forstå, at nettet rent praktisk muliggør et fænomen som crowdfunding (der bl.a. har online betaling og en massiv spredning af kendskab til projekter (via for eksempel sociale medier) som sin forudsætning), men også og måske især på den måde, at nettet gør grænsen mellem det private og det offentlige mere flydende. Vi får dermed et mere afslappet forhold til vores (såkaldte) nederlag og succeser, og det forhold kan i længden influere på virksomhedskulturen, der i længden kan influere på fænomenet crowdfunding. For det er jo rigtigt, at en vis generthed skal tvinges i knæ, inden man lægger sig selv og sit projekt frem på nettet til offentlig skue. Det kender jeg da også til, med mine crowdfundede bogprojekter.

Men også i Tyskland er der øget bevågenhed …

Helt slemt kan det dog ikke stå til hos vores sydligt liggende nabo! Crowdfunding er for eksempel blevet skrevet ind i det nye regeringsgrundlag, den såkaldte Koalitionsvertrag. (Download PDF her.) Man er altså i de allerøverste chefetager i det politiske liv blevet opmærksomme på den nye finansieringsmulighed - og selvfølgelig fordi man har set, hvad der rører sig i USA.

En søgning i den digre kontrakt (crowdfunding nævnes to steder) afslører, at regeringen inden for de næste fem år dels agter at etablere de mest hensigtsmæssige, lovmæssige rammer om crowdfunding, dels at de finder det særlig interessant at undersøge crowdfundingens anvendelighed i forbindelse med de "Start-Ups", det iværksætteri, som enhver nation med respekt for sig selv selvfølgelig priser i høje vendinger.

Man bruger i Tyskland i øvrigt gerne det charmerende begreb Schwarmfinanzierung, 'sværmfinansiering', i stedet for crowdfunding.

I podiet var man da glad og stolt over den opmærksomhed, regeringen udviste deres hjertebarn. Men man gav samtidig udtryk for en vis bekymring for, at professionelle skeptikere dermed ville begynde at interessere sig uhensigtsmæssigt meget for crowdfunding. Helt konkret: At Bundestag skulle lade sig påvirke af diverse forbrugerbeskyttelsesorganisationer, der hellere ser risici for forbrugerne end muligheder.

Nej, det ville være dejligt, hvis man kunne komme i gang, så man kunne se, hvor de reelle farer måtte være, før der blev lovgivet til højre og venstre, var der enighed om i podiet.
Eller som Schottenloher så smukt formulerede det: før man ”kaputregulerede” området.

Den velkendte lånehat – og den lige så velkendte nejhat

Harald Schottenloher fortalte, at man hos dem, altså hos FundedByMe, ville begynde at mixe sagerne og lave såkaldte ”hybridmodeller”: Dels fik funderne varer, altså rewards efter reward-modellen, dels fik de andele i firmaet efter equity-modellen. Der var her det problem, erkendte Schottenloher, at der er vidt forskellige nationale lovgivninger på området. FundedByMe er grundlagt i Sverige, og her er det relativt nemt at opdele et firma i små og endda meget små andele. I Tyskland er den manøvre noget vanskeligere.

Til Schottenlohers skitserede hybridmodel sagde Denis Bartelt, at det havde de skam prøvet, altså hos Startnext, og at de var nået til det resultat, at man skulle skille tingene ad. Altså enten lave den ene model, eller lave den anden model.

Den slags udvekslinger for åbent podium understreger, hvor nyt feltet er. Nogen finder det betagende, at det endnu er udefineret, stadig i sin vorden, for det levner jo mulighed for, at man selv kan sætte sit fingeraftryk på sagen her og der. Andre ser i den samme 'udefinerethed' ikke andet end usikkerhed og foretrækker at gå den tunge vej til banken med lånehatten i hånden. Det ved man da alt andet lige, hvad er. Også selv om nejhatten af til synes at være syet fast på de såkaldte bankrådgiveres hoveder. Også i Tyskland.

Dr. Lang a.k.a. Ole Opfinder

Der var kun en enkelt crowdfunder repræsenteret i podiet, en midaldrende herre, der formentlig var håndplukket til det formål: At virke beroligende på de noget (fornemmede jeg) skeptiske forretningsfolk. Han hed Oliver Lang, var dr. i fysik af en eller anden art, og havde sammen med sin partner udviklet nogle yderst smarte mobile solare moduler (læs: små solceller, så man kan oplade sin iPhone, mens man er på farten). Produktet er for længst kommet i handelen og klarer sig godt. Og det er altså skudt i gang med penge, der er kommet ind via crowdfunding (mere præcist: crowdinvestment).

Lang fandt det også rimeligt at nævne markedsføringsfordelen ved at crowdfunde, idet mange mennesker i og med fundingen bliver gjort opmærksomme på det (kommende) produkt. Kort fortalt: Det kan godt være, at de ikke finder anledning til at investere i produktets udvikling, men de kan sagtens finde det værd at købe, når det først har ramt markedet, eller som det ville være rimeligt at sige i denne forbindelse: Når det har set dagens lys.

Den korte kommunikationsvej

Ja, nikkede Christin Friedrich, den eneste kvinde i podiet. Hun repræsenterede Innovestment, der havde haft dr. Langs projekt i stald. Der var endda folk, fortsatte hun, der allerede havde rejst alle de penge, de havde brug for, og som crowdfundede udelukkende for marketingens skyld.

Det er hverken juridisk eller moralsk uansvarligt, for så vidt de investerende folk i forbindelse med crowdfunding altid får noget igen (medmindre vi ligefrem snakker om donation based crowdfunding, som tidligere nævnt.)

Manden fra Companisto, David Rhotert, gav en anden vinkel på sagen: Kommunikationsvejen mellem producenter og kunder er ofte kringlet og bøvlet - hvis den overhovedet eksisterer. Med crowdfunding anlægges der en vej, for det første, og den er relativt kort, for det andet. Folk føler, hvis det ikke er ganske konkret, at de har aktier i foretagendet. Det gør, at feed backen flyder i rigeligere mål. Og det igen gør, at det er nemmere at tilpasse et produkt til markedet, før det smides derud. Eller om muligt: løbende at tilpasse produktet til markedet.

Gebyrer og gate keepers

Til sidst var der spørgsmål fra salen. Interessen blandt forretningsfolkene var markant.

Hvad med gebyrerne? lød et spørgsmål. Hvad tjener platformene selv på det?

Ingen af repræsentanterne i podiet nævnede nogen konkrete samlede indtægter og omsætninger. Men det kan man så selv regne ud, eftersom alle igangværende og tidligere projekter, som platformene har taget til sig, ligger frit til skue. Men gebyrerne som sådan ligger omkring 10% af det samlede, indkomne beløb. Og det gjaldt for alle platforme.

Om der blev sorteret i projekterne? Ja, det gjorde der. Aha. Om platformene dermed ikke blev en slags gate keepers a la bankerne? Nå ja, det fandt man måske lidt overdrevet. En smule sortering var nødvendig, fortalte David Rhotert. Han havde engang måttet afvise et projekt, efter at ti sekunders research på Google havde afsløret, at den skitserede idé (til et konkret produkt) skam allerede var patenteret et sted ude i verden. Det havde de elektronikbegejstrede mennesker, læs nørderne, lige glemt at checke.

Enkelte, såsom FundedByMe, opkræver en listing fee, altså et beløb for overhovedet at tage folks projekter op til vurdering. Det er for deres vedkommende på 500€ - eller godt 3800 DKK.

Noget så old school som profit

Den sidste spørger tog afsæt i tyskernes berygtede (sikkert historisk betingede), sendrægtige forhold til internettet. Om ikke det influerede negativt på crowdfundingens muligheder i landet?

Jo, nikkede man synligt deprimeret i podiet. Og man gik så vidt som til at sige, at dersom ikke dette problem med den teknologitræge ”Mittelstand” - en samlet betegnelse for små og mellemstore virksomheder i Tyskland - gradvist blev løst, kunne det omtrent være det samme. Det nyttede jo ikke meget, hvis folk stadig syntes, de skulle ned i banken for at indbetale 300€ til dette eller hint projekt.

Men man håbede da, at man samtidig, i og med udbredelsen af crowdfundingen som idé, der jo – i de versioner, der denne aften var tale om – indebærer en forhåbning om noget så old school som profit, kunne bidrage til en øget hastighed i den igangværende opblødningsproces.

Og så var der øl og vin og almindelig mellemmenneskelig netværksetablering i de tilstødende lokaler.

--

Mine crowdfunding bogprojekter:

Roman for voksne: Lockouten i 13. På Booomerang.dk her. Blog her.

Børnebog: Aarhusianske godnathistorier. På Booomerang.dk her. Blog her.

Skrevet af BorisBoll (@borisboll), 24. marts, 2014